Lørdag formiddag var der mødt godt 180 mennesker op i Ahlmannsparken i Gråsten – mennesker med særlige behov, pårørende, trænere og kommune-medarbejdere. Det var de, fordi det var tid til den årlige Med på Holdets Idrætsdag.
Stefan Lydal fra Byrådet, som er formand for Social, Senior og Handicapudvalget var kommet for at holde en tale og han sagde, at det var dejligt at se, der var så mange mennesker, som var klar til at give den gas i hallen, på plænen eller foran dartskiverne.
“Det vigtige i dag, det er, at I får bevæget jer, at I har det sjovt og så at I er sammen med andre”, sagde han.
“Og så kan I glæde jer til det bliver spisetid, fordi STU Ulkebøldam har lavet nogle skønne sandwich”, sagde han og takkede så alle dem fra de forskellige foreninger, som var kommet for at hjælpe.
Deltagerne valgte selv, hvad de gerne ville prøve – og i den næste tid bliver der fulgt op på, om de så også får tilmeldt sig en forening, så de kan fortsætte med den idræt, som de syntes var interessant.



