50 år i Danmark og 40 år i Odd Fellow Ordenen

50 år i Danmark og 40 år i Odd Fellow Ordenen
Eva Garnæs. Privatfoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

I Søsterloge nr. 20 Veritas kunne Eva Garnæs den 5. november fejre sit 40-års jubilæum i Odd Fellow Ordenen. I går, tirsdag, modtog hun sit 40-års hæderstegn ved en højtidelighed i Ordensbygningen.

Eva Garnæs er født i Egypten. Hendes far var engelsk og protestant, mens moderen var af tysk-polsk afstamning og katolsk. Det gav til tider konflikter i familien, blandt andet da faderen ønskede skilsmisse, men moderen ikke ville, skriver Odd FelloW Ordenen.

Familien kom med den første konvoj ud af Middelhavsområdet under krigen og endte i England. Eva Garnæs fortæller gerne, at hun fejrede sine første syv fødselsdage i syv forskellige lande. Hun blev født i Cairo, fejrede sin anden fødselsdag i Alexandria, sin tredje på havet, den fjerde i England, den femte i Belgien og den sjette i Indien.

I Indien husker hun et særligt besøg af spejderbevægelsens stifter, Baden Powell, som kendte hendes far fra tiden som engelske officerer. Det var her, hendes interesse for spejderbevægelsen blev vakt.

Som syv-årig flyttede Eva Garnæs med familien til Sydafrika, hvor hun boede indtil hun fyldte 18. Derefter sendte moderen hende til Schweiz på Lady College for at lære de rette manerer. Efter endt skolegang valgte hun at flytte til Tyskland, hvor hun uddannede sig inden for finans og rejsebranchen. Senere vendte hun tilbage til Sydafrika, fordi moderen savnede hende.

På moderens lille hotel i Durban mødte Eva Garnæs sin kommende mand, Per, der havde orlov fra Sønderjyllands Symfoniorkester for at spille i Durbans Symfoniorkester. Parret blev senere gift og bosatte sig i Sønderborg.

Her blev Eva Garnæs optaget i Odd Fellow Ordenen, og det er nu 40 år siden, hun trådte ind i Søsterloge nr. 20 Veritas. Hun fortæller, at logearbejdet har været en god måde at lære nye mennesker at kende, og hun har fundet det spændende at deltage i det humanitære arbejde.

Odd Fellow Ordenens indre arbejde handler om at stræbe efter at blive et bedre menneske – om end Eva Garnæs med et smil bemærker, at hun ikke ved, om hun selv er blevet det.

Hun anbefaler gerne Odd Fellow til andre, fordi ordenens formål er at udbrede venskabets, kærlighedens og sandhedens grundprincipper mellem mennesker.

Kvindelige læsere, der er nysgerrige på logen, er velkomne til at kontakte logens overmester Bodil Engsig på mail OM20@veritas.oddfellow.dk eller telefon 20 89 97 36.

Læs også...  KGGO går forrest i Gråsten med grønt initiativ

GÅET GLIP AF .. ?