Kontaktudvalget For De Militære Traditioner i Sønderborgområdet gennemfører i morgen, torsdag, klokken 10 mindehøjtidelighed ved Tranerodde. Gennemføres nær Ærvej hvor der tidligere stod en mindesten til minde om hændelsen.
Desværre er der store problemer med myndigheder om at få lov til at genopstille den, skriver Kontaktudvalget
Stenen er fuldt restaureret og transport af stenen er klar – alt udgiftsfri – men tilladelsen mangler.
Velkomst og kort historisk gennemgang ved J.P.Rasmussen
Der lægges buket fra Hæren
Buket fra Lynda Caselton, som er besætningsmedlem Alfred E. Robbins søster
Buket fra Svenstrup Lokalhistoriske Forening
Buket fra Folk & Sikkerhed
Eventuelt øvrige buketter
Fællessang: Altid frejdig når du går
Afslutning ved mindestenen ved J.P. Rasmussen
Mindesammenkomst og foredrag i Svenstrup Forsamlingshus.
Historien fra Lokalhistorisk Forening for Svenstrup Sogn:
Den 23. april 1944 passerede et brændende engelsk bombefly hen over Svenstrup mod nordøst.
Over selve byen blev det ramt at en eksplosion, hvorefter det styrtede ned i vandet ca. 200 hundrede meter ud for kysten nordvest for Traneodde.
Flyet, en Handley Page Halifax MK V med en besætning på 7, var lettet fra England ved ca. 20-tiden om aftenen. Sammen med øvrige fly fra eskadrillen skulle de udkaste miner i Østersøen, nærmere betegnet i farvandet sydøst for Gedser, tæt på den tyske kyst.
Vest for Als bliver den tunge bomber sporet på radaren af en tysk Messerschmidt ME-110 natjager, hvorefter den bliver angrebet. Halifaxen bryder i brand og styrter efter en eksplosion i havet 200 meter sydøst for Traneodde og 500 meter nord øst for fyret ca. 23:20.
Fra Torup Strand, 2 km. sydøst for nedstyrtningsstedet, ser fisker Chr. Hansen styrtet og sejler ud for at hjælpe eventuelle overlevende. Da han når frem, hører han råb om hjælp, og finder Sergeant D. Harris, der klamrer sig til en bundgarnspæl.
Harris blev taget ombord, men stærkt forkommen måtte han bæres det sidste stykke i land. En tilkaldt ambulance transporterede Harris mod Sønderborg Sygehus på grund af hans forkomne tilstand. Med i ambulancen fulgte politibetjent Hans Lind, der i mellem tiden var kommet tilstede.
Tyske soldater fra Sønderborg, der var på vej mod Traneodde, standsede dog ambulancen ved Bro, og Harris blev ført til Sønderborg som krigsfange. Hvad der senere blev af ham vides ikke.
Ingen af flyets øvrige besætning overlevede styrtet.
Piloten, Flight Leiutenant Ted Thompson, blev fundet i vandet ved vraget 27. april og sergeant Redall blev fundet på stranden ved Himmark 31. maj. Begge er begravet på Aabenraa kirkegård.
McClellan blev fundet ved Assens og Flight sergeant McClelland ved Fåborg. Begge begravet på kirkegårde ved findestederne.
Flying Officer Robbins er officielt aldrig fundet, men er formentlig fundet ved Havnbjerg Skov uden identifikation. Han er begravet som ukendt i Aabenraa.
Sønderborg Sportsdykkerklub fandt vraget i efteråret 1967, og der blev givet bjergningstilladelse i 2015.




