Børnenes Jul i Sønderborg er en frivillig forening, der hvert år holder en juletræsfest for familier, der af forskellige årsager ikke kan tilbyde deres børn den samme jul, som mange andre får.
Julen kan være svær for nogen at overskue. Alle forældre vil gerne kunne give deres børn en jul, som den mange andre får med masser af hygge, julestemning og gaver. Nu har du muligheden for at ansøge om at deltage i byens hyggeligste juletræsfest, hvor alle bekymringerne for en stund er glemt, skriver foreningen.
Juletræsfesten holdes i år på Ulkebøl Skole lørdag den 20. december i dagtimerne. Deltagerne får nærmere oplysninger om tidspunktet.
Sådan søger du
Du ansøger ved at sende en mail boernenesjul@gmail.com, hvor du kort beskriver jeres families situation, samt oplyser os dine børns navne og alder, jeres adresse og hvordan vi kan komme i kontakt med dig. Tilmeldingsfristen er lørdag den 1 november 2025 og alle der har ansøgt vil få besked i dagene umiddelbart efter.
Du skal være bosiddende i Sønderborg Kommune og have hjemmeboende børn under 18 år for at kunne deltage. Juletræsfesten har plads til 15 familier.
Det er selvfølgelig helt gratis at deltage og de børn, der deltager i juletræsfesten får mulighed for at få deres juleønsker på Ønsketræet i Borgen Shopping
Vi glæder os rigtig meget til at høre fra netop dig.


