Lørdag den 29. november går danske Soroptimist-klubber over hele landet på gaden med Stop vold mod kvinder-aktiviteter. I Sønderborg starter aktiviteten i Borgen allerede fredag den 28. november og fortsætter lørdag den 29. november.
Formålet med denne aktion er at støtte op om FN-kampagnen, Stop vold mod kvinder og gøre opmærksom på, at mænd og kvinder må stå sammen om at konfrontere og bekæmpe vold. Vi skal sikre, at piger og kvinder kan opnå fuld retssikkerhed og kan føle sig trygge i familien og i samfundet, skriver Soroptimisterne.
Omfattende problem
På verdensplan bliver en ud af tre kvinder udsat for fysisk eller seksuel vold i løbet af deres levetid. I Danmark viser tallene også tydeligt problemet, fordi:
Ca. 118.000 kvinder hvert år bliver udsat for partnervold
Ca. 12 kvinder hvert år dræbes af deres partner eller ekspartner
2000 kvinder årligt tager på krisecenter. 55 procent af disse har været udsat for vold i over tre år.
Hver 10. unge kvinde under 24 år har været udsat for vold fra en nuværende eller tidligere kæreste.
En ud af fem danske kvinder oplever chikane på nettet.
Den 25. november er FNs Internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder. I flere år har Soroptimist International Danmark taget del i den 16-dages verdensomspændende kampagne, som sætter fokus på emnet frem til den 10. december, der er FNs Menneskerettighedsdag. Mange Soroptimistklubber i Danmark sætter fokus på Stop Vold mod Kvinder alle FNs 16 Orange Dage.
Mange bygninger, monumenter, broer, stadioner og statuer er verden over blevet oplyst i orange farver. Det vil også ske i 2025, hvor Soroptimister er parate til at tale de voldsramte kvinders sag, tale om betydningen af FNs markering, og om behovet for at fjerne al vold mod kvinder. I Sønderborg vil MultiKulturhuset blive oplyst i orange farver.
Mange former for vold
Vold mod kvinder kan have mange udtryksformer. Med udbredelsen af elektroniske medier er psykisk vold og trusler eskaleret. Og seksuel vold og chikane på arbejdspladser, som længe er blevet fortiet, er endelig kommet frem i lyset.
I Sønderborg kan du finder Soroptimisterne i Borgen den 28. november kl. 12-18 og den 29. november kl. 10-14, hvor du kan støtte aktiviteten ved at købe genbrugstøj og -ting af god kvalitet, plakater og juledekorationer.
Kom forbi og hør mere om kampagnen, få indblik i tegnene på vold, hvad der gøres for at bekæmpe den, og hvordan voldsramte kvinder kan få hjælp lokalt.


