Såvel medlemmer, som ikke medlemmer af Socialdemokratiet inviteres til debat om udvikling, velfærd og fællesskab på Als – den finder sted i Hos Risa i Guderup den 21. februar fra klokken 9:30.
I Socialdemokratiet på Als har vi en klar ambition om at give vores borgere en stærkere stemme og en mere direkte vej til indflydelse på den politik, der formes i byrådet, skriver Socialdemokratiet Als.
Under valgkampen oplevede vi en stor lyst til dialog – både fra vælgerne og fra politikerne. Mange borgere havde gode ideer og ønsker til byrådets arbejde, og byrådet viste stor interesse for at lytte. Den energi og det engagement vil vi gerne fastholde. Vi mener nemlig ikke, at demokratiet skal blomstre én måned hvert fjerde år – det skal være en levende og kontinuerlig proces gennem alle 48 måneder i valgperioden.
Derfor vil vi tage hul på en ny måde at arbejde på.
Vi ønsker at nedsætte en række aktive arbejdsgrupper, der afspejler byrådets udvalg. Et Alsting. Her kan interesserede borgere deltage i løbet af året, drøfte aktuelle politiske emner og give deres input direkte videre til byrådsmedlemmer i de respektive udvalg.
Det giver dig som borger en reel mulighed for at påvirke og inspirere byrådspolitikerne, mens beslutningerne formes – ikke kun i en kort valgkamp. Arbejdsgrupperne skal være dynamiske og åbne, så man frit kan til- og framelde sig alt efter interesse og tid. Det vigtigste er, at grupperne består af borgere, der har noget på hjerte og ønsker at gøre en forskel i vores lokale fællesskab.
Vi håber, at I vil tage godt imod denne måde at arbejde på. Det styrker vores demokratiske fundament og giver os et mere velfungerende lokalsamfund. Det ligger dybt i socialdemokratiets DNA, at alle skal have mulighed for indflydelse, når behovet opstår – ikke kun ved valget, men i hverdagen.
Her ser I de fire hovedområder og de tilhørende udvalg
Børn, unge og familier
Børn, Skole og Familieudvalget
Børn og Ungeudvalget – særligt udvalg
Social, senior og sundhed
Social, Senior og Handicapudvalget
Sundhed, Unge og Forebyggelsesudvalget
Erhverv, arbejdsmarked og udvikling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget
Byudvikling, Landdistrikt og Infrastrukturudvalget
Kultur, fritid og natur
Idræts- og Fritidsudvalget
Kultur, Handels og Turismeudvalget
Natur, Klima og Miljøudvalget
Vores byrådsmedlemmer/regionsmedlem vil kort introducere hvert område, og derefter får alle deltagere mulighed for at vælge en af de fire grupper. I gruppen fortæller hver om deres politiske interesseområde, herefter samler vi op på de første temaer, som grupperne kan arbejde videre med.
Hvis du vil deltage. så tilmeld dig ved at sende SMS til 4413 1145.
PS: hvis du er medlem, så har du fået invitation på mail, og tilmelder via denne, men du kan som medlem invitere andre, du tænker kunne være interesseret i at være en del af dette debatfora.
Det er gratis for alle


