I dag, tirsdag, fik Sønderborg Kvinde- & Krisecenter overrakt den vigtige og flotte donation fra TrygFonden. 50.000 kroner til aktiviteter på Krisecenteret til børnene og 200.000 kroner til Efterværnet.
”Det er vi utrolig taknemmelige for og det er en kæmpe gave at vi igen i år kan fortsætte vores vigtige arbejde i Efterværnet for kvinder og børn, der har brudt med volden. Efterværnet giver mulighed for at danne nye venskaber og et nyt trygt netværk både for kvinderne og børnene”, siger centerleder Maybritt Kay Hinrichsen til Nært og Nyt.
Trygfondens donation til aktiviteter bliver brugt, så kvinder og børn, der opholder sig på Krisecentret, kan få glade stunder og minder sammen ud over lidt adspredelse i arbejdet med at bryde med volden.
”De mange penge kommer til at varme mange hjerter i en svær tid og vi siger tusinde tak”, siger Maybritt Kay Hinrichsen.


