I denne uge – og også i de to kommende uger – vrimler det børn på Kunstskolen i MultiKulturhuset – og børnene i en af grupperne arbejder ud fra temaerne vægtløshed og vildskab.
“De temaer giver frit løb for fantasien”, siger kunstskoleleder Thomas Lunau.
“Vi bestemmer selv, om vi vil lave noget med vægtløshed eller med vildskab – og når vores maleri er færdigt, så bliver der taget en kopi, som sættes på pap og så syr vi på det”, siger Marta, som er elev på Privatskolen Als og skal i 5. klasse efter ferien.
Hun synes, de er rigtigt sjov at være i Sommerbilledskole.
“Jeg har lært meget om de farver, som vi bruger og så glæder jeg mig til fredag, hvor vi skal udstille det, som vi har lavet, så vores familier kan komme og se det hele”, siger Marta til Nært & Nyt.
Flere af børnene i Sommerbilledskolen har været med tidligere. Men Johanne, der skal begynde i 1. klasse på Ulkebøl Skole efter ferien fortæller, det er første gang, hun er med.
“Min far og mor spurgte, om jeg havde lyst og det havde jeg. Jeg ved ikke helt, hvad jeg laver, men det er sjovt”, siger Johanne til Nært & Nyt.
Der er ledige pladser i Sommerbilledskoleni de kommende to uger. Læs mere på Kunstskolens hjemmeside.



