RADAR: Fotoudstilling fra Charlotte Schmitz’s kvindelige og ungdommelige Istanbul

RADAR: Fotoudstilling fra Charlotte Schmitz’s kvindelige og ungdommelige Istanbul
Udstillingen går tæt på det private. Foto: Charlotte Schmitz. Foto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Som fotografistuderende satte Charlotte Schmitz for første gang kurs mod Istanbul i 2012, uden nogen anelse om, hvor meget byen skulle forme hendes liv og virke. I begyndelsen kom hun tilfældigt i kontakt med familier, der tog imod hende i deres hjem i det historiske kvarter, Balat. De flygtige møder blev til venskaber, og i løbet af det næste halve snes år fotograferede hun i bydelens mindst synlige sfære: Det private.

Som en del af Istanbuls stadigt foranderlige kosmopolitiske væv er Balat indbegrebet af fornyelse, sårbarhed og modstandsdygtighed. Gennem århundreder har kvarteret optaget jødiske, armenske, græske, tyrkiske, kurdiske og roma-kulturer, som er indskrevet i dets arkitektur, ritualer og erindringer. I det seneste årti har gentrificering endnu en gang forvandlet Balat: Historiske huse er blevet malet og istandsat med turister for øje, huslejerne er steget voldsomt, og mange langvarige beboere er blevet fortrængt.

Det skriver MulitiKulturhusets udstillingssted, RADAR, hvor Charlotte Schmitz udstiller sine fotografier fra den 14. august og frem til 12. september. Den 14. august klokken 16:30 er der fernisering på udstillingen.

Portrætterne i Balat-serien blev skabt midt i disse samfundsmæssige forandringer, der afspejles i de enkeltes liv, de forandrede bånd mellem mennesker og sted. Alligevel viser billederne øjeblikke af tillid, der opstår mellem individer, indfanget i både stille og højlydte motiver. Den forbindelse, Charlotte Schmitz har opbygget med sine venner og naboer, udgør en slags modhukommelse til den underliggende tendens til glemsel, der langsomt synes at trække vor tids væv fra hinanden.

Hverdagen i Balat er båret af højtidelighed, som om hvert øjeblik var unikt: Farverigt, ungdommeligt, dristigt, fuld af drillerier, ømhed og kærlighed. Mennesker krammer, fniser og fester, ærer overgangsritualer lige så meget som livets almindelige rytmer. Billedernes pågående intimitet og bogen suger os ind i Charlotte Schmitz’s kvindelige og ungdommelige Istanbul.

Udstillingen havde sidste november premiere på Fotografiska Berlin, kurateret af Ilgın Deniz Akseloğlu og designet af VenAmiga. Charlotte Schmitz, der voksede op i det danske mindretal i Sydslesvig og nu bor i Kollund, viser her for første gang sit arbejde i Danmark.

 

Læs også...  Get2Sport-samarbejdet - virker det?

GÅET GLIP AF .. ?