Bente Holm Skylvad siger farvel til AL Sydbank

Bente Holm Skylvad siger farvel til AL Sydbank
Bente Holm Skylvad stopper i AL Sydbank. Pressefoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Efter 42 år og otte måneder i banken har Bente Holm Skylvad besluttet, at tiden skal bruges på noget andet end bankdrift, kreditsager og compliance. Den 16. september har hun sidste arbejdsdag som områdedirektør for Private Banking og Erhverv i Sønderborg, hvor der bliver holdt reception i bankens lokaler på Jernbanegade i Sønderborg.

”Det har været en svær beslutning, som har været længe undervejs. Jeg holder utrolig meget af både kollegerne, banken og kunderne, og jeg holder utrolig meget af mit arbejde. Jeg har også en dejlig familie, som jeg gerne vil prioritere, og livet er fuldt af oplevelser, der trækker i mig”, siger Bente Holm Skylvad i en pressemeddelelse.

Bente Holm Skylvad fylder 62 år til december og betragter ikke selv beslutningen som en traditionel pensionering.

”Man kan sige, at jeg trækker mig tilbage, for jeg har ikke nået pensionsalderen endnu. Men jeg har altid sagt, at penge kun har værdi, når de bliver brugt. Nu vil jeg bruge af opsparingen på at gøre tiden til min egen. Jeg ved endnu ikke præcis, hvad tiden skal bruges på – det er en luksus, jeg tillader mig, og så må vi se”, siger Bente Holm Skylvad, som nu vil prioritere tiden med familien, sommerhuset, sejl og gåture, rejser og blomsterbinding.

En markant bankprofil
Bente Holm Skylvad begyndte sin karriere som assistent i Udlandsafdelingen i Sydbank i 1984. Siden har hun blandt andet været privatrådgiver, erhvervsrådgiver, investeringschef, cach management konsulent, afdelingsdirektør i Sydleasing og områdedirektør i Sydbank og AL Sydbank.

”Bente Holm Skylvad er en del af bankens sjæl. Hun har gennem mange år været en dedikeret, arbejdsom og højt værdsat medarbejder, og vi kommer til at savne hende – både som leder, kollega og repræsentant for banken. Hele direktionen takker for indsatsen gennem mere end fire årtier, og vi ønsker hende alt muligt held og lykke med fremtiden”, siger Jørn Adam Møller, bankdirektør i AL Sydbank.

Sønderjylland samles
”Ved at slå de to områder sammen skaber vi et sammenhængende Sønderjysk område. Det tror vi på kan være et stærkt afsæt for synergi og vækst på tværs af landsdelen”, siger Jørn Adam Møller.

Laurids Kudsk, der i dag er områdedirektør for PB og Erhverv i Sønderjylland, vil fremadrettet fordele sin tid mellem Aabenraa og Sønderborg.

”Bente Holm Skylvad har lagt så mange timer og så meget energi i Sønderborg, så det er en ære og en fornøjelse at overtage efter hende. Jeg ser også frem til at stå i spidsen for at skabe en sammenhængende Sønderjylland og bygge videre på det stærke fundament og skabe succes på tværs af området”, siger Laurids Kudsk.

 

Læs også...  Færgen Bitten sejler Riverboat-sejlads lørdag aften

GÅET GLIP AF .. ?