KGGO – for alle med glæde af fællesskaber – har fået en donation fra Sydbank Fonden. Pengene er søgt til og skal bruges på musikken til KørestolRingridning 2027, så den helt rigtige feststemning og musikalske ramme er sikret.
Siden KGGO havde den allerførste KørestolRingridning tilbage i 2012, har visionen været klar: Hvert eneste år lægges der nye lag på, så det trinvist kommer tættere og tættere på det ordinære ringriderstævne med alle dets traditioner og folkelighed.
Donationen fra Sydbank Fonden er øremærket direkte til musikken i 2027. Musik er en uundværlig del af stemningen omkring ringridning, og støtten er en vigtig brik i KGGOs fortsatte arbejde for at skabe en fuldendt oplevelse for både deltagere og publikum.
Opbakning til det frivillige engagement
Støtten fra Sydbank Fonden handler om mere end blot økonomi – den handler også om at give de frivillige arbejdsro og anerkendelse for deres indsats.
Områdedirektør i Sydbank, Bente Holm Skylvad, lægger vægt på, at banken ønsker at tage et lokalt samfundsansvar, hvor en del af overskuddet via fonden vender tilbage til gavn for foreningslivet:
“Der sker rigtig meget efter arbejdstid, og det betyder meget, at de frivillige ikke samtidig skal bekymre sig om, hvorvidt pengene slår til. Vi vil gerne gøre det lettere for dem at udføre det store arbejde, de allerede lægger i lokalsamfundet, og gøre mere end blot at fungere som bank”, fremhævede Bente Holm Skylvad ved overrækkelsen.
Et stærkt fællesskab med plads til alle
“KGGO arbejder målrettet ud fra værdien om at være et samlingspunkt for alle, der har glæde af fællesskaber. Med fondens opbakning kan foreningen roligt planlægge frem mod 2027 uden bekymringer om de musikalske”, siger KGGOs kasserer Helle Schnuchel.
“Vores mål har helt fra starten i 2012 været at bygge bro og skabe et stævne, der mindsker afstanden til det ordinære ringriderstævne – med alt hvad dertil hører af stemning, traditioner og musik. At Sydbank Fonden bakker op om vores frivillige arbejde og den musikalske ramme til 2027, er en kæmpe hjælp for os og for det stærke fællesskab, vi skaber sammen”, siger formand Svend Schütt.
Meget mere end KørestolRingridning
KGGO arbejder ud fra mottoet ’For alle med glæde af fællesskaber’. Foreningen skaber aktive, tilgængelige og inkluderende rammer samt sociale arrangementer, hvor det årlige KørestolRingridning siden 2012 har været et af de helt store højdepunkter.
KGGO tilbyder en bred vifte af tilgængelige og sociale aktiviteter, der samler folk om gode oplevelser:
KørestolRingridning og KæphesteRingridning: Det årlige folkelige højdepunkt på Jernbanegade i Gråsten med optog gennem byen, ringridning, tombola fiskedam, dåsekast m.m.
Nætværksmøder i Multikulturhuset DGS hver anden torsdag.
Fællesspisninger: Hyggelige middage med foredrag, musikalske indslag og socialt samvær på Værftet Anker’s.
Ugentlig klubdart: Fast darttræning og turneringer i Ahlmannsparken, tilpasset alle niveauer.
Kvindenetværk: Særlige nætværksmøder og arrangementer målrettet kvinder.
Deltagelse i Stafet For Livet: Fælles hold, pavillon og deltagelse ved arrangementet på Gråsten Stadion til støtte for Kræftens Bekæmpelse.
Udflugter og ture i nærområdet og omegn: Vi arrangerer løbende både mindre ture i lokalområdet og længere udflugter til spændende destinationer. Fælles for alle vores ture er, at tilgængeligheden altid er i højsædet, så alle kan være med og få gode oplevelser i fællesskabets tegn.


