Forbudte bestsellere og hemmelige bunkere

Forbudte bestsellere og hemmelige bunkere
Kystbatteri ved Skagen. Foto: Klaus Madsen. Foto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Det Hemmelige Selskab for Historie vender tilbage til biblioteket i Sønderborg med tre nye oplæg.

Hvorfor blev nogle bøger så farlige, at de måtte forbydes? Hvad gemmer de tyske bunkere stadig på? Og hvordan kom en plan fra 1947 til at forme det moderne Danmark?

Det er nogle af de historier, deltagerne kan blive klogere på dette efterår. Hver gang giver en forsker et 30 minutters livestreamet oplæg, før deltagerne selv tager samtalen videre, skriver biblioteket i Sønderborg.

Man behøver hverken at kende Fingerplanen, have læst en forbudt bog eller have set en bunker indefra for at være med.

Da Danmark lærte at bo i forstæder

Sæsonen åbner den 17. september, hvor historiker Pauline Wedel Kaalund fra Kroppedal Museum fortæller om Fingerplanen fra 1947. Dén plan, der afgjorde, hvordan millioner af danskere skulle bo.

Vestegnen vest for København blev forvandlet fra landbrugsområde til forstæder og blev et spejlbillede af den moderne velfærdsstats opbygning. Det er historien om, hvordan efterkrigstidens Danmark tog form, fortalt gennem én egn fuld af både fordomme og historie.

De bøger, der var for farlige til at læse

Den 8. oktober handler det om forbudt litteratur. Satireforsker Dennis Meyhoff Brink fra Københavns Universitet fortæller om, hvorfor magthavere i århundreder har forsøgt at forbyde bøger, og om hvordan forfattere og læsere fandt veje uden om censuren.

Erotiske og satiriske værker blev forfulgt af myndighederne og blev til forbudte bestsellere. Historien om censur er også en historie om, hvad der sker, når nogen bestemmer, hvad andre ikke må læse – et spørgsmål, der langt fra er forældet.

Hemmelighederne i de tyske bunkere på Vestkysten

Den 19. november runder sæsonen af med Atlantvoldens bunkere. Chrestina Dahl, ph.d. og museumsinspektør ved Bunkermuseet under Vendsyssel Historiske Museum, fortæller om de massive tyske forsvarsanlæg langs den jyske vestkyst. og om det komplicerede forhold, danskerne fik til de bastante betonkonstruktioner, der stod tilbage efter befrielsen i 1945.

For mange sønderjyder er bunkerne en del af det landskab, man er vokset op med.

“Den mest interessante historie er tit den, der ikke blev fortalt. Bøger, der blev forbudt. Bunkere, der blev glemt. Forstæder, der bare blev bygget, uden at nogen spurgte hvorfor. Det er præcis den slags, Det Hemmelige Selskab graver frem”, siger bibliotekar Frederikke Wiinholt.

Hvor og hvornår?

Biblioteket i Sønderborg fra klokken 16:30

Gratis billet bookes via bibliotekets hjemmeside.

Læs også...  Sønderjyske gik igen fra banen uden point

GÅET GLIP AF .. ?