Syddansk Universitets 60-årsjubilæum blev tirsdag fejret på SDU Sønderborg. Her så studerende, medarbejdere og samarbejdspartnere tilbage på universitetets udvikling – og frem mod de kommende årtiers muligheder.
I sin tale fremhævede SDUs rektor, Jens Ringsmose, det tætte samspil mellem universitetet og Sønderborg. SDU har gennem årene bidraget til byens og områdets udvikling med blandt andet forskning, innovation og højtuddannet arbejdskraft.
”Hvordan ville Sønderborg have set ud, hvis SDU ikke havde været en del af byen? Hvad ville have manglet? Først og fremmest de mange talentfulde unge mennesker fra hele verden, som har valgt at komme hertil for at studere, og de mange dimittender, som er blevet en værdifuld del af områdets virksomheder og institutioner”, sagde Jens Ringsmose.
Han pegede samtidig på, at universitetets rolle er mindst lige så vigtig i dag, som da det blev grundlagt i 1966.
”Vi har stadig brug for viden. Vi har stadig brug for højt kvalificerede mennesker. Og vi har stadig brug for hinanden”, sagde rektoren.
Et internationalt fællesskab
På vegne af de studerende talte Hannah Maxie Brüggemann, der læser en kandidatuddannelse i Mechanical Engineering på SDU Sønderborg.
Hun fremhævede især det tætte og internationale studiemiljø på campus, hvor mennesker fra mange forskellige lande mødes både fagligt og socialt.
”Det er menneskene og fællesskabet, der gør SDU til et helt særligt sted. Et fællesskab, som tager imod studerende fra hele verden og giver dem et sted, hvor de kan udvikle sig”, sagde Hannah Maxie Brüggemann.
Hun beskrev blandt andet et campus med fyldte grupperum, et væld af studenterforeninger og undervisere, som er tilgængelige, når de studerende har brug for hjælp. Samtidig giver den tætte forbindelse mellem forskning og undervisning de studerende mulighed for at møde den nyeste forskning allerede under deres uddannelse.
Ifølge Hannah Maxie Brüggemann bygger de nuværende studerende videre på en kultur, som tidligere generationer har været med til at skabe.
”Vi har arvet noget, som er blevet bygget op af de studerende før os. Nu er det vores tur til at være en del af fællesskabet og være med til at forme det for dem, der kommer efter os”, sagde hun.
Sønderborg er en del af SDUs historie
Henrik Bindslev, der både er dekan for Det Tekniske Fakultet og campusdekan i Sønderborg, benyttede jubilæet til at fortælle om de lokale rødder.
De videregående tekniske uddannelser i Sønderborg går tilbage til tiden før etableringen af Odense Universitet i 1966. Netop i 1966 blev de første ingeniører uddannet i Sønderborg.
I 1997 blev Sønderborg Teknikum samlet med Handelshøjskole Syd, og året efter blev uddannelsesmiljøet en del af den fusion, der skabte Syddansk Universitet. Siden 2007 har universitetets aktiviteter i Sønderborg været samlet på Alsion.
Her mødes ingeniørvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora med musik og kultur under samme tag. Campus deler således bygning med Sønderjyllands Symfoniorkester.
”SDU Sønderborg er en fuld og integreret del af universitetets historie. I dag har vi et fagligt ambitiøst campus, stærke og forpligtende partnerskaber med regionen, en entreprenant kultur og et usædvanligt internationalt fællesskab af studerende og medarbejdere”, sagde Henrik Bindslev.
Forskning skal gøre en forskel
Gennem tætte samarbejder med virksomheder, fonde, kommunen og andre partnere er der opbygget forskningsmiljøer i Sønderborg, som på flere områder befinder sig i den internationale forskningselite.
Det gælder blandt andet forskning i organiske solceller, tyndfilmsteknologier og effektelektronik. Teknologierne kan blandt andet gøre solceller tynde og fleksible og bidrage til mere energieffektive elbiler og vindmøller.
Ambitionen er ikke alene at skabe ny viden og publicere forskningsresultater. Forskning og idéer skal også kunne udvikle sig til nye teknologier, løsninger og virksomheder.
”Vi giver mennesker viden, laboratorier, kolleger, udfordringer og muligheder. Men det, der gør forskellen, er, at de tager initiativ, er nysgerrige og ambitiøse og tør forsøge sig med noget, der måske virker uopnåeligt”, sagde Henrik Bindslev.
Som eksempel nævnte han de mange studenterdrevne aktiviteter på campus. De spænder fra musik og Model United Nations til bådbygning og raketteknologi.
Jubilæet markerede dermed ikke blot universitetets første 60 år, men også Sønderborgs rolle i SDUs historie og ambitionerne for fremtiden.
”Vi har opnået meget, men vores ambitioner for SDU Sønderborg rækker endnu længere. Der er meget mere, vi gerne vil nå”, sagde Henrik Bindslev.


