Åbent hus på brandstationen: Oplev fællesskabet – og bliv en del af det

Åbent hus på brandstationen: Oplev fællesskabet – og bliv en del af det
Pressefoto · af: Bo Bach Jensen

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Augustenborg Bro Frivillige Brandværn inviterer til åben beredskabsdag søndag den 26. april kl. 10.00–15.00 på Langgade 22 i Augustenborg. Her får både børn og voksne mulighed for at komme tæt på beredskabets hverdag og opleve de mange opgaver, som løses – både lokalt og nationalt. Målet er at inspirere flere til at engagere sig i beredskabet og blive en del af fællesskabet.

“Vi vil gerne give borgerne indblik i de mange muligheder i beredskabet – uanset om man drømmer om at blive brandmand, ambulanceredder eller politibetjent”, siger brandkaptajn Klaus Iskov i en pressemeddelelse.

I år bliver dagen endnu større end tidligere. Som noget nyt deltager både Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Ungdomsbrandværnet med mandskab og køretøjer, hvilket giver gæsterne et bredt indblik i beredskabets mange facetter.

Vicekaptajn Martin B. Jensen fremhæver især de mange veje ind i beredskabet:

“De besøgende får et levende indblik i, hvordan man kan engagere sig – for eksempel som værnepligtig i Beredskabsstyrelsen, hvor man kan uddanne sig til redningsspecialist. Det kan være første skridt mod både et job som brandmand og et frivilligt engagement lokalt”.

Arrangementet finder sted i en tid, hvor behovet for tryghed og sammenhold er særligt vigtigt.

“Vi lever i en tid præget af uro og usikkerhed, og derfor er fællesskab og beredskab vigtigere end nogensinde. Vi håber, at dagen kan inspirere flere til at engagere sig – også i organisationer som Hjemmeværnet,” siger Klaus Iskov.

På dagen kan gæsterne opleve køretøjer fra brandvæsen, politi og beredskab, se demonstrationer og selv prøve udstyr.

Programmet byder blandt andet på

Præsentation af overfladeredning og eftersøgningsbåd

Demonstration af slukning af elbil med brandtæppe

Fremvisning af ambulance og politibil med indsigt i udstyr

Oplevelse af beredskabets specialkøretøjer

Præsentation af indsatslederens køretøj og udstyr

Møde med Hjemmeværnet og Ungdomsbrandværnet

Mulighed for at prøve røgdykkerudstyr og brandteknik

Derudover kan besøgende prøve kræfter med den fysiske test, som brandfolk gennemfører hvert år – iført indsatsdragt for en realistisk oplevelse af udfordringen.

For børn er der slangebowling og tegnekonkurrence med mulighed for at vinde billetter til Universe.

Augustenborg Bro Frivillige Brandværn glæder sig til at byde hele familien velkommen.

Læs også...  Det Kreative Hjørne er kommet fint fra start

GÅET GLIP AF .. ?