Æ Als Knejte er tæt på at være færdige med planlægningen af dette års store knallertringridning, som finder sted på pladsen ved Vollerup 2Hjul-Center lørdag den 22. august.
“Vi åbner pladsen for alle klokken 12 og der er selvfølgelig fri entré og knallerterne kommer fra deres rundtur omkring klokken 12:30, så knallertringridningen kan begynde klokken 13”, fortæller Æ Als Knejtes pressechef, Thomas Steen, til Nært & Nyt.
Als Udlejning kommer med deres legeland, som bliuver gratis for alle børn.
“På pladsen er der et stort telt og det åbner vi i den ene side, selvom vejret selvfølgelig bliver helt fantastisk. Og i teltets åbning spiller Ulrik Jeppesen, 3 Snitter og Riggelsen & Steen – og der er boder med drikkevarer og Perronen kommer med deres store madvogne, så ingen kommer til at sulte”, siger Thomas Steen og fortæller, der også er tombola.
“Der er en masse gode sponsorpræmier og så kan der vindes et par designer-solbriller, en indbygningsovn og også en Puch-knallert”.
Planen er selvfølgelig, der skal komme nogle penge i Æ Als Knejtes kasse.
“Og hele overskuddet giver vi videre til Knæk Cancer”.
Om aftenen skal der festes i det store telt og køber man en billet på forhånd, så kan man sætte tænderne i en helstegt pattegris.
“I teltet spiller 2nd Hands og også Riggelsen & Steen”, siger Thomas Steen, som udover at være med i Æ Als Knejte også udgør halvdelen af Riggelsen & Steen. Han og de andre Als Knejte håber, der igen er rigtigt mange, som bruger hele – eller en del af – deres lørdag i Vollerup den 22. august.
Heino Hansen kommer også
Der kommer flot besøg af Heino Hansen og Christine Feldthaus, som er rundt i landet for at lave tv.
“De skal finde ud af, hvilken dansk by, der er den 5.-fedeste i landet og Christine Feldthaus skal vise Heiono Hansen Sønderborg – og når der ikke er ringridning, så vil de opleve vores knallertringridning og det er jo ret sjovt”, siger Thomas Steen.
Du kan læse mere og også finde billetter til aftenfesten på hjemmesiden Knallertringridning.dk


