Ringriderfesten byder en overraskelse til publikum ved det Internationale Tattoo Show, søndag den 13. juli i Sydjysk Sparekasse Skansen: Amalie Dollerup optræder – ikke blot som solist, men også i en rørende og stemningsfuld duet med lokale Christoffer Brodersen, som også er konferencier.
De kommer også
Showkorps WIK fra Oostende i Belgien, hvor stilfulde uniformer, præcis koreografi og kraftfuld musik smelter sammen til ren magi. Med seks nationale mesterskaber i træk og stærke EM-placeringer leverer WIK et show, der både kan høres og mærkes, skriver Ringriderfesten i en pressemeddelelse.
Sønderborg Garden – den lokale stolthed med ca. 50 unge musikere i alderen 6–26 år fordelt på både trommekorps og brassband. Garden er fyldt med energi, dedikation og kærlighed til musikken – og Ringriderfesten er årets højdepunkt, hvor alt, de har øvet, bliver foldet ud på flotteste vis.
Musikcorps Ufhausen fra Tyskland blev grundlagt i 1931 og i dag et af Tysklands førende show- og marchbands. Med deres nyeste show – Freinds – fejrer de venskabet mellem musikerne gennem musik og bevægelse.
Århus BrassBand er et sprudlende orkester med 32 messing- og slagtøjsmusikere, som i 2024 fejrede 100-års jubilæum med manér. Bandet forener ung energi, stærk musikalitet og et smittende humør – og er blandt landets absolut bedste brass bands.
Strømsgodset Musikkorps fra Norge kombinerer militær præcision med popmusik og show. De har turneret i hele Europa og ledes i dag af den unge, talentfulde tamburmajor Marius Walaas Brodahl, der bringer energi og ny kraft til traditionerne.
Den Kongelige Livgardes Tambourkorps præsenterer musikkens storhed og Danmarks historie i hvert et taktfast skridt. De 24 professionelle musikere leverer en oplevelse i verdensklasse – med imponerende præcision, elegance og kongelig stolthed.

