Bogcafévært Allan Breckling anmelder filmen Madklubben – hjemme igen
At bevæge sig ind i Kinorama er en oplevelse i sig selv – den dejlige biograf er nu en af landets lækreste. Når man så også kan få en dejlig filmoplevelse med sig, så er det bare toppen.
Og det gør man så sandelig med den nye danske komedie, Madklubben – hjemme igen.
Det her en pragtfuld livsbekræftende film om de tre veninder – Rie, Vanja og Berling i deres bofællesskab på Fyn. Og sikke da et fællesskab. Og endelig en dansk film om og med de 60-årige… og op… og med modne skuespillere, der sandelig kan sige replikker alle kan i den klukkende sal kan forstå. Her mumles der ikke, sproget står lysende klart – og morsomt.
Kirsten Olesen, Kirsten Lehfeldt og Stina Ekblad bærer den skønne bittersøde – og herlige komedie med bravour – og hvor er de dog smukke. Men der en person, der løber med alle scenerne – hvem – i vores alder – husker ikke dengang, hvor Judy Gringer glimrede i danske folkekomedier især med Dirch Passer og på scenen med Babs og Nutte. Og nu som 80-årig gør hun det igen efter så mange mange år. Judy Gringer glimrer med sit filmiske nærvær og yder en pragtpræstation som Ries – Kirsten Olesens – mor. Vi lå flade af grin i Kinorama og fældede en tåre, mageløst. Det her må udløse en Bodil og hvis ikke så er der ingen retfærdighed til i dansk film.
Jeg må lige nævne en af Judy Gringers pragtfulde replikker: “Jeg ved ikke hvem du er – men jeg føler at jeg elsker dig”.
Hårrejsende og der var ikke et øje tørt i salen hos det ellers så lattermilde publikum. Rent ud sagt: Judy Gringerspiller røven ud af bukserne. Og så kunne man måske få en lille én?
Madklubben – hjemme igen vil jeg på det varmeste anbefale det modne publikum. Her møder man sig selv og endelig en film der egentligt er for alle, som er interesseret i et levet liv – der dog ikke er forbi. Tværtimod. Og jeg vil her sige tak til instruktøren og forfatterne og de dejlige skuespillere for en varm, stor samt meget, meget morsom oplevelse inde i biografens halvmørke.


