Anne Linnet leverede en stemningsfuld julekoncert

Anne Linnet leverede en stemningsfuld julekoncert
Anne Linnet med band. Foto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Af Nanna Kastrup, frivillig anmelder:

Størst af alt er kærlighed.

Det var essensen af Anne Linnets smukke julekoncert i Lysabild Kirke – en søndag eftermiddag, hvor kærligheden fik lov at være omdrejningspunktet i både ord, musik og fællesskab.

Kirken var fyldt med roligt lys, lanterner og den smukke adventskrans, som sammen skabte en varm og forventningsfuld stemning. Publikum var klar, og scenen sat, da Anne Linnet trådte ind sammen med sit band: Markus Lindell på keyboard, Julie Lindell på kor og Kasper Falkenberg på guitar.

Koncerten åbnede med den stille og stemningsfulde Hvid jul, der mindede os om julens kerne – fred, nærvær og de små ting i livet. Anne bød velkommen og inviterede publikum til at synge med, for som hun sagde: ‘Musikken er noget, vi skaber sammen’.

Eftermiddagens repertoire blandede nye og gamle julesange med klassikere som Barndommens Gade og Forårsdag. Sange, der vækkede minder, skabte eftertanke og bragte følelserne tættere på. Da hun sang Nordlys og Regnbuer, kunne man mærke hendes varme forbindelse til Johannes Møllehave – en stille hyldest, der fyldte kirkerummet.

Undervejs inviterede hun til fællessang og delte en barndomsanekdote om kirkegang med sin mormor i Tønder – en tid, hvor fællessang gjorde stort indtryk på hende. Med den fortælling trådte hun ud blandt publikum og sang sammen med os. Øjenkontakt, nærvær og en ægte samhørighed skabte et øjeblik, der rørte mange til tårer.

Eftermiddagen sluttede med Nu er det jul og den fælles, smukke afslutning Dejlig er jorden.

En varm tak til Anne og hendes band – og til Lysabild Kirke for at skabe så smuk en ramme om oplevelsen.

Og glæd jer: Allerede på fredag byder kirken velkommen til koncert med Marie Carmen Koppel.

 

Læs også...  Lokalopgør med nerve: Aabenraa BK – FC Sønderborg

GÅET GLIP AF .. ?