Augustenborg Roklub er klar til at fejre sit 100-års jubilæum

Augustenborg Roklub er klar til at fejre sit 100-års jubilæum
Klubhuset er tæt på 100 år. Privatfoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Augustenborg Roklub kan nu glæde sig over en smukt renoveret sydfacade på det historiske klubhus fra 1926 – takket være generøs støtte fra Fabrikant Mads Clausens Fond og Sydbank Fonden, som hver har bidraget med 25.000 kroner.

Lokal støtte til klubhuset fra Sydbank Fonden og Fabrikant Mads Clausens Fon

Renoveringen har stor betydning for klubben, der næste år kan fejre sit 100-års jubilæum. Klubben har siden stiftelsen været en vigtig del af byens liv og er i dag et naturligt samlingspunkt for både roere og kajakentusiaster i alle aldre. Placeringen i Augustenborg Skov – tæt på slottet og direkte ud til fjorden – gør klubhuset til en del af byens kulturarv og et markant vartegn for hertugbyen.

Medlemmerne har ydet en ekstraordinær indsats for at holde omkostningerne nede. Ved selv at afmontere den gamle facade og udføre malerarbejdet sparede klubben over 34.000 kroner – heraf ca. 9.400 kroner for nedtagning og ca. 25.000 kroner for malerarbejdet.

De store bidrag fra Fabrikant Mads Clausens Fond og Sydbank Fonden viser et stærkt samfundsansvar og engagement i det lokale foreningsliv. For Augustenborg Roklub betyder støtten, at vi nu kan byde medlemmer, gæster og nye roere velkommen i flotte rammer. At lokale fonde investerer i fællesskab og kulturarv gør en stor forskel for små klubber som vores.

Augustenborg Roklub har i dag omkring 50 aktive medlemmer – fra ungdomsroere til seniorer – og er desuden en del af DIF Soldaterprojektet Safe Zone, der skaber trygge træningsfællesskaber for skadede veteraner og politifolk. Klubbens engagement i sociale initiativer gør den til meget mere end blot en idrætsforening.

“Vi er utroligt taknemmelige for den støtte, vi har modtaget fra begge fonde. Uden deres hjælp – og uden vores medlemmers fantastiske frivillige indsats – var det ikke lykkedes at gennemføre denne renovering. Nu står vi med en flot facade, vi kan være stolte af ved 100-års jubilæet til næste år”, siger formand Tommy Trip i en pressemeddelelse.

“Med den nye facade står vi nu klar til at fejre 100 år med stolthed, og vi håber, at endnu flere får lyst til at opleve glæden ved roning og det stærke fællesskab i Augustenborg Roklub”.

Læs også...  Jesper Koch med vildt flot donation til Park by Mens Cuts Knæk Cancer-auktion

GÅET GLIP AF .. ?