Mandag eftermiddag havde bestyrelsen i LGBTQ+ Sønderborg sit første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen og her blev posterne fordelt og bestyrelsen satte samtidig retningen for det kommende års arbejde.
Niels Christian Aahøj Bech fortsætter som forperson, og Christian Kaad fortsætter som næstforperson. Kimmi Povlsen fortsætter i rollen som kasserer, skriver foreningen.
Som nyt medlem indtræder Mari R. der fremover varetager rollen som netværkskoordinator.
Den øvrige bestyrelse består af Auður, Betina, Kasper, Bine og Olivia, som alle bidrager til det fortsatte arbejde for LGBTQ+ miljøet i Sønderborg og omegn.
Fokus på trivsel, fællesskab og Pride Week
På bestyrelsesmødet blev der fastlagt en række centrale fokuspunkter for den kommende periode.
Der vil blandt andet være et styrket fokus på unge LGBTQ+personer med henblik på at komme mistrivsel til livs og sikre bedre trivsel og trygge fællesskaber. Samtidig ønsker bestyrelsen at have øget opmærksomhed på den ældre generation i LGBTQ+miljøet, så ingen oplever ensomhed eller manglende tilknytning.
Et tredje centralt fokuspunkt bliver at samle miljøet i et stærkt og inkluderende fællesskab på tværs af alder, baggrund og identitet.
Samtidig er et vigtigt fokusområde årets Pride Week, som holdes i uge 34. Planlægningen er allerede i gang, og bestyrelsen ser frem til at præsentere et program, der skaber synlighed, fællesskab og fejring af mangfoldigheden i Sønderjylland.
LGBTQ+ Sønderborg ser frem til et aktivt år med arrangementer, netværk og initiativer, der styrker trivsel, synlighed og sammenhold i hele Sønderjylland.



