Ashihara-karate er en japansk kampsport, hvor deltagerne møder de bedste teknikker fra traditionel karate, Jiu jitsu, Kendo, Aikido og andre kampsystemer og på den måde opnår de et effektivt og rationelt kampsystem, der er uovertruffent som selvforsvar.
Der trænes hver tirsdag og torsdag på Kløvermarken og inden de voksne kommer, så er det børnene, som det handler om.
“Vi starter altid træningen på samme måde, så der er noget genkendelighed. Børnene får en besked og så gør de det, der bliver sagt og de er stille under hele træningen”, siger instruktør Betina Thaves Andersen til Nært & Nyt. Hun tog sit sorte bælte tilbage i 1996 og holdt så en pause på 27 år, fordi hun blev mor. For 2 1/2 år siden vendte hun tilbage til sporten.
“Hos os lærer børnene disciplin og bevægelse – og har de lyst, så kommer de også med til kampe. Det er der nogle, som vil og andre er med i klubben for motionens skyld”, siger hun.
Har brugt karate som selvforsvar
14-årige Elias Niese har været med i Ashihara-Karate i godt et år og han fortæller til Nært & Nyt, at han synes, det er sjovt.
“Og så er det jo godt at kunne karate, hvis der er konflikter i skolen og der ikke er andre udveje. Jeg har været ude for det to gange”, siger han og fortæller, han også har været med til to turneringer.
“Til en turnering er der fem kampe og den ene gang fik jeg en 1. plads”.
Hvis der er andre, som har lyst til at prøve, om Ashihara-Karate er noget, så er man velkommen til at komme og træne med.
Du kan læse meget mere på Ashihara-Karates hjemmeside.



