Bogcafévært Allan Breckling anmelder Michael Dalgaars ‘Abdul og de hvide slaver’:
De snyder hinanden – bedrager og forråder hinanden og ikke nok med det – de hugger hovederne af hinanden – og det for et godt ord – i Michael Dalgaards herlige og grumme roman, Abdul og de hvide slaver.
Vi befinder os i det gamle Irland – i Baltimore – hvor onde, lokale irske kræfter har allieret sig med muslimske pirater fra Marokko i 1600 tallet. Dengang var der penge i ’den hvide mand og kvinde’. De var perfekte ofre for slavehandel.
Her har vi en noget anderledes fantasiroman, der bygger på den sande historie om over en million europæere, der blev taget til fanget af pirater og solgt som slaver i Nordafrika og Mellemøsten fra år 1500 og frem til engang i løbet af 1800-tallet.
Det er en blodig historie – og jeg har siddet her og er blevet kosteligt underholdt – nærmest frydefuldt for denne roman er virkelig værd at bruge timer på. Michael Dalgaard ved, hvad han skriver om og skriver flydende derudad uden intellektuelle spidsfindigheder.
Og sikke et chok at opdage, at selv den såkaldt hvide mand var i høj kurs på den tid som slave – vi har nu ellers kun hørt om de afrikanske, der blev sejlet til Amerika under frygtelige forhold og til en tilværelse i ren rædsel.
Men nu har Michael Dalgaard skrevet en roman – der fortæller indtrængende og ægte om en tid, hvor ingen – absolut ingen – kunne føle sig sikre imod at ende i lænker – få pisk og en rædsom død.
Vi er som sagt i Irland og her møder vi klanen – den berømte O’Driscoll-klan, der på et tidspunkt i romanen bliver anklaget for at stå i ledtog med den muslimske konge, men det er en del af det fascinerende komplot klanen er udsat for. Med det store forræderi hvor et fiskerleje bliver udryddet og de overlevende taget som slaver af de muslimske pirater.
Her vil jeg stærkt anbefale denne meget, meget underholdende roman. Den er for rigtige drengerøve og må jeg sige – og vigtigst er, den er baseret på virkelige begivenheder. -m man tror det eller ej.
Det er jo en kuriositet at nogle fra O’Driscoll-slægten boende på Als – og med John O’Driscoll som den danske stamfader og de er til folkmusik og sang.
Michael Dalgaard – læg lige mærke til det navn – er ved at færdiggøre en trilogi om Tempelridderne – det bliver garanteret også en etter i Dalgaards skrivende univers. Og til sidst siger jeg bare: Dan Brown – gå hjem og læg dig!
Michael Dalgaards bøger er udgivet på Skriveforlaget – boghandleren kan skaffe den


