Bogcaféværten anmelder krimien Kæntring

Bogcaféværten anmelder krimien Kæntring
Foto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Bogcafévært Allan Breckling anmelder krimien Kæntring:

Det må efterhånden være svært at være forfatter i dette land efterhånden. Især hvis man er dedikeret til at skrive kriminalromaner. Der udgives mellem 7-900 kriminalromaner om året – og nogle nærmest på samlebånd – af forfattere med ærlig talt elendige, konstruerede og ret så utroværdige og overfladiske plots. Måske bare skrevet for at se sit eget navn på tryk.

Det kan man bestemt ikke sige om David Garmark – der om nogen er yderst  troværdig og så kan han skrive så  godt, at man bliver indfanget  i hans spændende og dybt sociale univers.

I hans roman, Kæntring, møder vi den pensionerede retsmediciner, Walther Brink, der efter et langt liv i dødens tjeneste er flyttet til Ry, hvor han lever et stille og roligt liv. Hans hustru og datter er begge døde. Men så bliver han kontaktet af sit barnebarn Lina – og hele det stille liv han har planlagt bliver så vendt på hovedet. Et oldebarn kommer til og ind i hans liv og han påtager sig værgemålet over den 7-årige  Channie.

Og her stopper jeg så med at fortælle nærmere om den ydre ramme, der omhandler denne dybt særprægede og troværdige. kriminalroman – som er både spændende og satans godt skrevet. Og når jeg bruger ordet særpræget, skyldtes det, at David Garmark virkelig har noget at fortælle og det spil, der opstår mellem oldefar og oldebarnet, er ramt lige i øjet. Det er en ægte forfatter, der her er på banen! En forfatter der ved noget om mennesker og – hvad der bliver tydeligt under læsningen – endda også har en stor empati med sig. Så hvis man er til kvalitet og ægte mennesker i romanform, så kan man ikke komme udenom David Garmark.

Og så kan man jo også lige læse den selvstændige fortsættelse med titlen Vildført. Det er ikke kedeligt. Det kan jeg garantere.

I mine øjne er David Garmark én af de store danske forfattere, som det har en værdi at følge tæt og nøje.  Men læs nu selv og tag stilling – boghandleren har David Garmark stående – men forhåbentligt ikke så længe.

 

David Garmark

Læs også...  Heksen overlevede Sankt Hans aften

GÅET GLIP AF .. ?