Christianskirken genstarter sit børne- og ungdomskor – denne gang med et tydeligt fokus på fællesskab, sangglæde og musikalsk udvikling for børn og unge i alderen 8 til 15 år og koret ledes af kirkesanger Naia Bech og organist Ilona Lobmayer, som begge har stor erfaring med børnekor og undervisning.
Sammen vil de skabe et trygt og inspirerende rum, hvor børn og unge kan udfolde deres stemme og blive en del af et musikalsk fællesskab, skriver Christianskirken.
”Vi ønsker at give børn og unge en mulighed for at opdage glæden ved at synge sammen med andre – og samtidig være en del af et fællesskab, hvor der er plads til alle”, fortæller kirkesanger Naia Bech.
Koret øver hver tirsdag kl. 15.30-16.30 i Sognegården ved Christianskirken. Repertoiret vil spænde bredt – fra børnesalmer og klassiske korstykker til højskolesange og moderne sange.
Som en del af korets aktiviteter vil børnene også få mulighed for at optræde ved særlige lejligheder i kirken, herunder det traditionsrige Luciaoptog i december samt en festlig fastelavnsgudstjeneste til foråret.
Det er gratis at deltage i koret, og der kræves ingen særlige forudsætninger – blot lysten til at synge og til at være med i et fællesskab. Der vil være mulighed for løbende tilmelding – og for yderligere information kan man kontakte kirkesanger Naia Bech på e-mail: naia@christianskirken.net



