På det nyvalgte byråds allerførste byrådsmøde, som fandt sted i dag, onsdag, havde Danmarksdemokraterne fået skrevet ind i dagordenen, at de ville have Byrådet til at beslutte, at Integrationsrådet straks skulle nedlægges.
Men sådan gik det ikke – et stort flertal stemte for at bevare det og kun Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti stemte for at nedlægge det. Altså 27 stemmer imod fire.
“Det er ikke første gang, der stilles forslag om at nedlægge Integrationsrådet. Det skete også i 2013 og dengang handlede det om ringe fremmøde og ringe afkast. Det er ikke blevet bedre gennem de seneste 12 år – og i den seneste byrådsperiode har Integrationsrådet blot skrevet fire høringssvar”, sagde Niels Benjamin Sørensen fra Danmarksdemokraterne.
“Og så mener vi, at indvandrere selv skal tage integrationen på sig”.
Kirsten Bachmann fra Slesvigsk Parti sagde, at Slesvigsk Parti tager forslaget alvorligt.
“Men vi støtter det ikke, fordi medlemmerne i Integrationsrådet er borgere med førstehåndskendskab til vores integrationspolitik og vi skal blive lige så gode til at gøre brug af Integrationsrådet, som vi gør med Handicaprådet”, sagde Kirsten Bachmann og fortsatte:
“Det er Integrationsrådet, som skal sikre, at integration virker i praksis”.
Har siddet i to integrationsråd
Desalegn Tufa fra Socialdemokratiet har siddet i både det lokale og det nationale integrationsråd – og han sagde:
“Vi er alle enige om målet, som er en bedre integrationsindsats, flere borgere i beskæftigelse og klare forventninger til dem, der bor i Sønderborg Kommune. Forskellene i debatten handler ikke om ambitionen, men om, hvordan vi bedst når den. Forslaget fra Danmarksdemokraterne om at nedlægge Integrationsrådet er efter min opfattelse et forkert svar på de udfordringer, vi står overfor. Det handler ikke om, at udfordringerne ikke findes – tværtimod – men fordi forslaget risikerer at svække den viden og dialog, som kommunen har størst gavn af”.
“Sønderborg Kommunes tilgang til integration bygger allerede på, at klare krav og ansvar går hånd i hånd med viden, dialog og konkrete redskaber. Integration lykkes bedst, når vi både stiller tydelige forventninger og samtidig træffer beslutninger på et oplyst og nuanceret grundlag. Integrationsrådet er ikke et politisk beslutningsorgan. Det overtager ikke byrådets ansvar, fritager ingen for personligt ansvar, og det integrerer heller ikke byrådet, som Danmarksdemokraterne beskriver det. Rådet er et rådgivende forum, hvor engagerede borgere og faglige aktører frivilligt bidrager med erfaringer fra praksis, så byrådet og forvaltningen kan træffe bedre og mere målrettede beslutninger”, sagde Desalegn Tufa.
“At fjerne dialog og inddragelse løser ikke udfordringerne. Tværtimod risikerer vi at træffe beslutninger på et svagere grundlag. Integrationsrådets formål er at understøtte kommunens arbejde med integration, især inden for kulturforståelse, beskæftigelse, uddannelse, sprog og deltagelse i fællesskabet. Rådet bidrager konkret gennem dialog og høringssvar, brobygning mellem kommune og borgere og samarbejde med folkeskolen om forældresamarbejde, trivsel og forståelse af skole- og uddannelsessystemet. Derudover står Integrationsrådet bag Brobyggerprisen, som anerkender borgere, foreninger og virksomheder, der tager ansvar og gør en positiv forskel for integration lokalt. Prisen synliggør de gode eksempler, inspirerer og styrker engagement i fællesskabet”.
Hvis nogen oplever, at rådets arbejde mangler gennemslagskraft eller konkrete resultater, er det en legitim politisk drøftelse. Men løsningen er ikke at lukke dialogen. Løsningen er at stille klare forventninger, præcisere opgaverne og bruge rådet mere målrettet – især inden for beskæftigelse, uddannelse, kulturforståelse og deltagelse i fællesskabet. Udfordringer med integration løses ikke med symbolpolitik. De løses gennem konkrete indsatser og tæt samarbejde mellem Integrationsrådet, foreningslivet og civilsamfundet, jobcenteret, erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne – suppleret med målrettet sprogindsats og den viden, vi allerede har adgang til. Nedlæggelse kan måske fremstå som handlekraft. Men reel handlekraft er at tage ansvar for de redskaber, vi har, og bruge dem klogt og målrettet. Integration kræver klare krav og ansvar – men også viden, dialog og gensidig forståelse. Derfor er min klare opfordring: Bevar Integrationsrådet, og brug det endnu mere målrettet som en del af kommunens samlede integrationsindsats”, sagde Desalegn Tufa.
DF bakker op om Danmarksdemokraterne
Danmarksdemokraterne fik opbakning til deres forslag fra Dansk Folkeparti.
“Integration er den enkeltes ansvar og vi kan ikke se, at Integrationsrådet har bidraget med noget. Det er en ren udgift”, sagde Tobias Brus Mikkelsen.
Husk konstitueringsaftalen
“Jeg vil lige gøre opmærksom på, at i konstitueringsaftalen blev 26 byrådspolitikere enige og skrev under på at styrke samarbejdet med Integrationsrådet”, sagde Jesper Smaling fra Socialdemokratiet.
Asger Romme Andersen fra Enhedslisten kunne heller ikke bakke op om Danmarksdemokraternes forslag.
“Men det er vigtigt, om integrationen går godt eller skidt. Og så er integration ikke et personligt ansvar – ligesom forskellen på fattige og rige heller ikke er det. Og det er vigtigt at være i dialog med dem, som mærker vores måde at integrere på, så vi må styrke samarbejdet med integrationsrådet”, sagde Enhedslistens byrådsmedlem.
SFs Susanne Blegvad Posselt ville heller ikke være med til at nedlægge Integrationsrådet.
“Integration er en vigtig opgave og det er kommunen, som skal skabe rammer, som virker i praksis. Det gør Integrationsrådet vigtigt”.
Jesper Kock fra Socialdemokratiet sagde, at her i grænselandet er vi kendt for samarbejde – også hen over grænsen.
“Det er samarbejde, dialog og medinddragelse, der gør os klogere, så vi skal lytte til Integrationsrådet og ikke lukke det”.
Inger Støjberg blev trukket frem
Didde Lauritzen fra Socialdemokratiet fortalte til Niels Benjamin Simonsen, at det faktisk var hans egen partiformand, Inger Støjberg, der i sin tid som integrationsminister anbefalede kommunerne til at oprette og bruge integrationsråd.
“Og du har kun kigget på ét råd ikke alle de andre. Men vi skal bliv bedre til at bruger alle vores råd bedst muligt”, sagde Hun.
“Dengang Inger Støjberg sagde det, var hun i Venstre, men hun er kommet godt videre”, sagde Niels Benjamin Simonsen fra Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg.
Ændringsforslag fra Venstre og Liberal Alliance
Jimmy Simonsen fra Venstre fortalte, at der bor over 100 nationaliteter i Sønderborg Kommune.
“Og vi er afhængige af udenlandsk arbejdskraft”.
Hans partifælle, Tage Petersen, sagde, at i Venstre ser de ikke integration som den enkeltes ansvar alene.
“Men vi foreslår – sammen med Liberal Alliance – et ændringsforslag, der går ud på et service-eftersyn af Integrationsrådet”.
Frederik Klakk fra Liberal Alliance bakkede op:
“Vi kunne også godt ønske os noget mere fra Integrationsrådet og derfor foreslår vi, at Arbejdsmarkedsudvalget står for en evaluering af det”.
Borgmester Erik Lauritzen foreslog, at Venstre og Liberal Alliance trak deres forslag, fordi der står i konstitueringsaftalen, at Integrationsrådet skal evalueres.
“Vi trækker forslaget og jeg vil, som formand for Erhverv og Arbejdsmarkedsudvalget, sørge for, at der kommer en evaluering”, sagde Jimmy Simonsen fra Venstre.


