Hanne Frederiksen, frivillig i Dance All Over, skriver:
Kultur- og Idrætsnatten i Sønderborg er en aften, hvor hele byen summer af liv: fællesskab, bevægelse og kreativitet i gaderne. Her kan frivillige foreninger vise, hvad de brænder for og borgere i alle aldre kan gå på opdagelse i byens mangfoldige foreningsliv.
Vi i Dance All Over har gennem flere år deltaget med glæde. Vi har mødt nye medlemmer, inspireret børn og unge til at røre sig og været med til at skabe stemning med dans og musik. Vi hverver hvert år nye medlemmer på Kulturnatten, men i år har mundkurven medført et stort fald i besøgende på vores stand i forhold til tidligere år. Derfor var det en overraskelse at få besked om, at vi ikke måtte danse med musik ved vores stand, fordi lydniveauet oversteg de nye regler eller hvad er årsagen egentlig?
Vi tager det ikke personligt, regler er jo til for alle. Eller… måske ikke helt alle. For mens små foreninger, som vores, må skrue ned til stilhed, får de store navne lov at skrue op for både volumen og synlighed. Og her begynder det at ligne en kulturfest med A- og B-hold.
Endnu mere absurd bliver det, når Kulturnatten samtidig reklamerer med billeder fra vores tidligere opvisning, som er et bevis på den puls og energi, aftenen står for. Det er lidt som at reklamere for lagkage med flødeskum, men servere den uden.
Og så er der det store opvisningstorv. Det ser flot ud på papiret, at opvisningerne skal foregå her og ikke ved den enkelte stand. Men i praksis dræber den modet hos vores medlemmer. Mange bliver utrygge i det skarpe spotlight, og vores instruktører kan ikke vise, hvordan en træning i foreningen faktisk foregår. En dans i lyskeglen er ikke det samme som en dans i fællesskabet.
Vi forstår hensynet skal tages, men løsningen kan ikke være at kvæle den musik og dans, der skaber liv i gaderne. Måske kunne man oprette særlige zoner, hvor små foreninger kan spille med lidt højere volumen, eller planlægge tidspunkter, hvor forskellige typer opvisninger får lov at fylde mere. Så kan alle få mulighed for at vise deres energi – uden at nogen mister modet.
Hvis Kultur- og Idrætsnatten vil være en fest for hele byen, skal alle have en fair chance for at bidrage.
For uden de små, er der ingen stor Kulturnat.



