Vibeke Krickau Wind, Nordals, skriver:
Snart skal vi sætte vores kryds ved kommunalvalget og det er en gave, at vi lever i et demokrati, hvor vi frit kan vælge, hvem der skal repræsentere os. Men med den frihed følger også et ansvar – både for os som vælgere og for dem, der stiller op.
Jeg har derfor nogle spørgsmål jeg har brug for svar på:
Jimmy Simonsen udtaler i dag på sin Facebookside:
“Når virksomheder trives, får vi flere job, stærkere økonomi og et Sønderborg i fremgang”.
Det er helt rigtigt – men hvordan ser det ud i din egen virksomhed?
Du har tidligere udtalt, at du har ordnede forhold, men altså ikke overenskomst – hvordan definerer du ordnede forhold?
Er der et godt psykisk arbejdsmiljø i dit firma?
Er du god til at fastholde personale?
De lærlinge, du har ansat, er ansat efter overenskomstens regler – har du et godt samarbejde med deres fagforening?
Har du sat dig ind i deres rettigheder – f.eks. retten til en fritvalgskonto?
Jeg mener, at vi som borgere har krav på gennemsigtighed. Hvis man ønsker at lede en kommune, må man også kunne lede sin egen virksomhed med respekt, ansvarlighed og ordentlighed.
Når vi sætter vores kryds, bør vi spørge os selv: Stemmer kandidatens handlinger overens med de værdier, han siger, han står for?

