I denne tid skal der forhandles overenskomst for medlemmerne hos BUPL og fra hovedkontoret understreges det, at der skal flere penge i lønningsposen og så skal der gives bedre plads til pædagogernes faglighed.
“Det er klart, at en ordentlig løn er vigtig og så kan jeg fortælle, at Sønderborg Kommune ligger i top 3, når det gælder arbejdsforholdene for pædagoger. Byrådspolitikerne har haft mod til at prioritere, så forholdet mellem pædagoger, pædagogiske assistenter og medhjælpere er 80, 10, 10. Det skal på ingen måde underkendes”, siger Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen fra BUPL Sydjylland til Nært & Nyt.
“Sammen med nærværende ledelse i de enkelte børneinstitutioner giver det plads til faglig sparring og tid til forberedelse – og i sidste ende er det godt for børnene og for deres forældre”, siger Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen og fortæller videre, at det er de indtryk hun har efter samtaler med BUPL-medlemmer fra institutionerne i Sønderborg i Sønderborg Kommune.
Det er pædagogernes opgave at sørge for, at børn i blandt andet børnehaverne trives.
“Og det gør pædagogerne bedst, når de selv trives”.



