Der spares seks millioner kroner i ny aftale om husholdningsaffald

Der spares seks millioner kroner i ny aftale om husholdningsaffald
Pressefoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

SONFOR har fået en ny aftale med renovatøren Verdis om indsamling af husholdningsaffald i Sønderborg Kommune. Den nye kontrakt betyder en besparelse på over seks millioner kroner i forhold til den nuværende aftale – og samtidig bliver antallet af eldrevne skraldebiler fordoblet, mens borgerne vil opleve samme stabile service som hidtil.
“Det er fantastisk, når vi kan spare penge og samtidig rykke i en grønnere retning med færre udledninger fra affaldsindsamlingen. Det er et skridt i den rigtige retning og bringer os tættere på visionen i ProjectZero”, siger Ellen Trane Nørby, bestyrelsesformand i SONFOR, i en pressemeddelelse.
Aftale med kendt ansigt
Når skraldebilen ruller ind ad villavejene den 1. oktober 2026, er det fortsat Verdis og det velkendte mandskab, som står for tømningen. Verdis har varetaget opgaven siden 2020 og har nu vundet det udbud, SONFOR gennemførte for at sikre den bedste løsning for både økonomien, miljøet og borgerne.
“Det her er et godt eksempel på, hvordan vi som forsyning kan levere mere værdi til kunderne. Med aftalen får vi både en økonomisk gevinst og en styrkelse af den grønne omstilling – uden at det går ud over kvaliteten. Det er den retning, vi ønsker at bevæge SONFOR i som selskab,” siger Tom Hartvig Nielsen, næstformand i SONFOR.
Samme service, grønnere drift
Borgerne vil ikke opleve ændringer i deres dagligdag. Affald bliver hentet med samme frekvens og på samme ugedag som i dag: hver 14. dag for mad- og restaffald og hver fjerde uge for genbrug.
En væsentlig forbedring i den nye kontrakt er dog, at andelen af el-drevne skraldebiler fordobles – fra fire til otte. Det betyder mindre støj og lavere CO₂-udledning i bybilledet – uden at det koster ekstra for borgerne.
Besparelse slår først igennem i 2027
Den nuværende kontrakt med Verdis udløber 30. september 2026. Den nye aftale træder i kraft dagen efter, men fordi affaldsområdet hviler i takstøkonomi, vil besparelsen først kunne ses på taksterne fra 2027.
Læs også...  Benny Engelbrecht takker Kongen for Kommandørkorset

GÅET GLIP AF .. ?