Krestian Muusmann fra Destilleriet Als har tilbudt Lena Krag Schmidt, at de af hendes Knæk Cancer-sponsorer, som donerer for 7.500 kroner eller derover, kan få deres firmanavne på ginflasker.
“Vi har nogle flotte flasker, som der kommer lyserød gin i og så er der plads til, at seks-otte virksomhedsnavne kan skrives lodret på flaskerne – og så kommer der selvfølgelig også en etiket på”, siger Krestian Muusmann og tilføjer, at de firmaer, som får navne på, de får hver en kasse med tolv flasker gin.
Destilleriet Als gav også en donation til Knæk Cancer-auktionen.
“Vi vil gerne give 10 kasser gin og så kan køberne få privat label på og så får du også 10 kasser rom”, sagde Krestian Muusmann til Lena Krag Schmidt og det stoppede ikke dér.
“For fire år siden blev vores Agnes-whisky lagt på fad – det gjorde den samme dag som vores datter, Agnes, fyldte et år. Det er klar nu, hvor hun er blevet fem år. Sådan en flaske giver vi også til det gode formål”, sagde Krestian Muusmann.
I denne tid har Lena Krag Schmidt forrygende travlt med at samle donationer ind til sin Knæk Cancer-auktion, som skal holdes den 23. oktober i Park by Mens Cut, hvor hun har Lenas Parykker og dagligt møder kræftramte kvinder.



