Årets modtager af Kvindeprisen er Didde Lauritzen og det var Dorthe Lykke Jørgensen fra Kvindekomiteen, der lagde op til overrækkelsen. Det gjorde hun til Kvindedagen på Hotel Sønderborg Strand, hvor flere end 100 kvinder havde sikret sig en billet, så de kunne støtte Sønderborg Kvinde- og Krisecenter.
“Årets prismodtager er vokset op på en gård udenfor Sønderborg, Hun var den yngste af tre søskende og gik på en mindre skole. Hun har fortalt, at hun blev mobbet i folkeskolen og det fortalte hun sine forældre, da hun forlod den. De sørgede for, at hun fik hjælp”, sagde Dorthe Lykke Jørgensen.
Hun fortalte videre, at Didde Lauritzen som voksen rejste til Odense og læste til læge – og hun var ikke i tvivl om, at hun skulle tilbage til Sønderborg. Her er hun også en del af Red Barnet, hvor hun så, der var meget, som politikerne i Byrådet kunne gøre bedre.
“Så sagde hendes far, som er borgmester, at hun jo kunne stille op og gøre noget i stedet for bare at snakke. Og det gjorde hun – og har været en del af Byrådet i godt 8 år”.
Rørt prismodtager
Didde Lauritzen kom på scenen og det samme gjorde Cathrine Scrivens, som donerede et maleri til prismodtageren.
“Vi kender ikke hinanden, så jeg har været rundt på de sociale medier og ser, du har hjertet på rette sted”, sagde Cathrine Scrivens.
Didde Lauritzen stod med tårer i øjnene, tydeligt rørt.
“Jeg er sindssygt beæret – og især over at få prisen her, hvor vi er samlet for en sag, der er yderst vigtig. 1½000 tak”, sagde Didde Lauritzen.


