Ombolds Danmarksmesterskab skal spilles i Humlehøj-hallerne den 12 marts mellem klokken 11 og 16. Det forventes, at 20-24 hold stiller op i turneringen. Ombold er gadefodbold som fællesskabende aktivitet for socialt udsatte borgere i hjemløshed, misbrug og/eller psykisk sårbarhed.
Samarbejdet om inkluderende fodboldfællesskaber for mennesker har resulteret i et fast Ombold-hold i Sønderborg Boldklub, et Jysk Mesterskab i 2023 og fem lokale stævner.
Ud over Ombold og Sønderborg Boldklub, så vil Frelsens Hær komme med frivillige hjælpere på dagen. Den beskyttede beskæftigelse står for at lave frokost, kaffe og kage til alle deltagere.
Til Ombold-mesterskaber i Sønderborg er der tradition for, at Byrådet stiller med et hold til en showkamp mod de lokale spillere.
”Ombold handler om at spille fodbold og have det sjovt. Hvert enkelt spiller bliver en del af et fællesskab og både bevægelse og fællesskaber er godt for sundheden”, siger Sundhedsudvalgets formand, Didde Lauritzen til Nært og Nyt. Sundhedsudvalget blev orienteret om mesterskabsstævnet på udvalgsmødet i går, onsdag.
”Vi har et samarbejde med Sønderborg Boldklub, der byder på fodbold for udsatte grupper og boldklubben kan rigtigt meget. En sidegevinst er, at de udsatte bliver en del af foreningslivet”, siger hun.
Næstformand Kristian Beuschau fortæller, han er vild begejstret:
”Ombold er et rigtigt godt initiativ”, siger han.



