Skoleleder Elin Lei Bergmann fra Ulkebøl Skole fik tirsdag morgen en flot buket af byrådskandidat Jesper Kock fra Socialdemokratiet
, som gerne vil fremhæve nogle af de kommunalt ansatte, som gør det godt. Og det var en buket, som han selv havde købt i Kobberblomst.
”I dag vil jeg vil gerne give dig denne buket som et skulderklap – ikke bare fra mig, men fra den forælder, der har nomineret dig og sat ord på din indsats. De fortalte om en skoleleder med et hjerte, der banker for, at børnene har det godt – og for, at forældrene bliver bakket op. Om en leder, der ikke bare er til stede på kontoret, men også i klasserne for at se, hvad eleverne laver og hvordan de trives. Og som mange morgener står på parkeringspladsen og tager imod med et stort smil”, sagde Jesper Kock til Elin Lei Bergmann.
”Det gør en forskel – både i hverdagen og når nogen står i en svær tid. Denne buket er et lille symbol på den store forskel, du gør – og også en hilsen til dine kolleger, der sammen med dig skaber en tryg og stærk skole hver eneste dag”.
Skolelederen takkede og sagde, at det mest rørende er, at der er nogle, som gav sig tid til at skrive til Jesper Kock og indstille hende.



