Den 25. juni kommer der kaffe og kagetapas på bordet til de gæster, som køber en billet til Brecklings Bogcafé, som får besøg af forfatter og visesanger Eddie van Lüthje.
“Billetterne koster 100 kroner og de kan købes i cafeen eller man ringe på 3622 6030”, siger cafévært Mette Haurbak til Nært & Nyt. Hun tilføjer, at gæsterne – uden at betale ekstra – må drikke al den kaffe, som de har lyst til.
Bogcafé-vært Allan giver en kort introduktion til bogen, Sangen for livet, og efter den kan gæsterne lytte til alt det, som Eddie van Lüthje har at fortælle. Han finder også tid til at signere bøger.
Bogen, Sangen om livet, har mange vers – fra de dystre barndomsår på det sorte Nørrebro over de første vers i folkemusikkens tid til mødet med digtere som Halfdan Rasmussen, Carl Scharnberg, Ivan Malinovski og Benny Andersen.
”Deres ord, fik jeg lov til at sætte musik til – alene til Halfdan Rasmussen nåede jeg sidste år op på 101 melodier især til mange af hans glemte digte fra 1930erne og under besættelsen”, siger Eddie van Lüthje, der i ’70erne skrev flere ungdomsmusicals, musik til teater og politisk rock.
”Men alting har jo ikke været sang og spil – i min tid som journalist for Kristeligt Dagblad og Folkekirkens Nødhjælp, blev jeg sendt til flere katastrofeområder. Til Rumænien – en uge efter at de havde skudt Ceaușescu. Og til Afrika, Kenya, Uganda hvor hundredetusinder flygtede ind i Uganda”.
I journalistårene holdt musikken pause, men dukkede så op igen. Siden 2000 har det især været til ord fra Halfdan Rasmussen og Johannes Møllehave med flere.
”Højdepunktet var i 2016, hvor vi spillede Halfdan Rasmussens Vinterdigte på Hofteatret på Christiansborg i anledning af Halfdan Rasmussens 100 års dag i 2015”, siger Eddie van Lüthje.
Siden har musikken og de mange ord fyldt dagene ud i det gamle kalkstenshus i Faxe Ladeplads ved Faxe Bugt.




