Elstrup Mølle og Møllerimuseum har brug for passionerede håndværkere og håndværksinteresserede frivillige, der vil være med til at bevare de gamle håndværk og håndværkstraditioner.
Der skal laves et håndværkerlaug, der bliver tilknyttet møllen og det kommende mølleinstitut. Her skal lauget være med til at restaurere og vedligeholde den gamle mølle, der akut har hårdt brug for kyndige hænder.
Det skal være et laug, der samarbejder og inspirerer hinanden til hele tiden at blive bedre håndværkere og som vil være med til at videregive den værdifulde viden til især unge mennesker, som tænker på at blive håndværkere.
Det skal være et sjovt og aktivt socialt fællesskab for folk, der elsker gamle håndværk og har hænderne skruet rigtigt på.
Der ligger en fremskrivning fra Dansk Arbejdsgiverforening som viser, at antallet af faglærte generelt vil falde med 150.000 personer frem mod 2035. Den udvikling skal vendes – og det vil håndværkerlauget bl.a. være med til.
Alle håndværk, der kan relateres til møllebyggeri og restaurering af gamle møller og ejendomme, er velkomne.
Så, hvis du synes det lyder interessant og du har lyst til at være med, så se laugets hjemmeside: hvlaug.dk eller kontakt projektkoordinatoren, Keld Aaes, på tlf. 2264 2802.



