Er der brug for flere kunstgræsbaner?

Er der brug for flere kunstgræsbaner?
Foto · af: Sønderborg Kommune

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

En analyse fra Idrættens Analyseinstitut sætter fokus på behovet for flere kunstgræsbaner og Idræts- og Fritidsudvalget har set på resultaterne, skriver kommunen.

”Det er vigtigt, at vi har et stærkt grundlag for vores videre arbejde. Det har vi med analysen, som giver os et samlet billede af behov, brug og geografiske forskelle. Det betyder, at vi kan træffe beslutninger på et fagligt solidt grundlag til gavn for både foreninger og borgere”, siger Jesper Larsen, der er formand for Idræts- og Fritidsudvalget.

Analysen belyser nuværende baner, behov set fra foreningslivet og miljømæssige hensyn som støj, lys og materialevalg. Analysen danner grundlaget for de politiske prioriteringer, der kommer i de kommende budgetprocesser.

”Kunstgræsbaner er store investeringer, hvor der både skal tages hensyn til foreningernes behov og naboer. Så jeg er glad for, vi nu har et grundlag, der belyser de forskellige miljømæssige hensyn, som er vigtige at inddrage i fremtidige beslutninger. På den måde kan vi bedst muligt sikre, at der skabes faciliteter, der styrker idrætten i kommunen”, siger næstformand Thomas Worm Larsen.

Nu skal udvalget drøfte, hvordan der kan arbejdes videre med renovering og også nye kunstgræsbaner i Sønderborg Kommune.

Der er ikke sat penge af til nye kunstgræsbaner på nuværende tidspunkt.

Læs også...  Kom og tag imod Kongeskibet

GÅET GLIP AF .. ?