Sønderborg havde i dag prominent besøg, da erhvervsminister Morten Bødskov gæstede SDU i Alsion for at møde lokale iværksættere, forskere og erhvervsaktører – og for officielt at overbringe en bevilling på 8,3 millioner kroner til udviklingsmiljøet i STEAR, Sønderborg Energy & Tech Startups.
Sønderborg lægger alle kræfter i at blive landets førende kraftcenter inden for udvikling af grøn energi. Takket være de nye bevillinger åbner den nye iværksætterinkubator under STEAR til marts næste år. Den skal styrke udviklingen af nye grønne teknologivirksomheder, skabe bedre rammer for iværksættere og udvide samarbejdet mellem industri, forskning og startup-miljøet i Sønderborg, skriver GOTO Sønderborg.
Fokus på grøn innovation og lokale styrker
Besøget i dag bød på to paneldebatter i atriumgården på SDU, hvor ministeren fik lejlighed til at høre, hvordan Sønderborg arbejder målrettet med at udvikle grøn teknologi og fremtidens arbejdspladser.
I den første paneldebat blev der sat fokus på grønne energiteknologier, iværksætteri og konkurrenceevne, mens anden debat handlede om at omsætte forskning til levedygtige virksomheder.
Ministeren mødte lokale startups
Efter debatterne fik ministeren mulighed for at møde fire startups, der lige nu udvikler nye, grønne teknologier i Sønderborg – herunder Unplugged Energi, som arbejder med ultratynde og nyskabende organiske solceller.
STEAR Sønderborg Energy & Tech Startups er stiftet af Bitten & Mads Clausens Fond og LINAK i et partnerskab med Sønderborg Kommune og Syddansk Universitet.
“Det er vigtigt for os, at både ministeren og Industriens Fond har fået konkret indblik i den innovation og handlekraft, der præger Sønderborg. De mødte forskere, iværksættere og virksomheder, som er med til at skabe den grønne omstilling. Det her er løsninger, der både styrker vores lokale vækst og Danmarks grønne førerposition”, siger Mikkel Christoffersen, direktør i STEAR.
Imponeret minister
Erhvervsminister Morten Bødskov sluttede sit besøg på SDU af med en rundvisning på de avancerede laboratorier, hvor forskere og studerende demonstrerede arbejdet med organiske solceller, prototyper og testproduktion.
”Danmark skal være et land i verdensklasse for iværksættere. Men de nye og innovative ideer har alt for ofte for kort levetid, for den internationale konkurrence er benhård. Derfor skal vi investere i og styrke vores iværksættermiljøer. Vores iværksættere har brug for stærke rammer, hvor ideer kan testes af og produkter kan gå fra idé til virkelighed. Sammen med danske fonde viser vi i dag vejen til at skabe nye væksteventyr her i Danmark” sagde erhvervsminister Morten Bødskov.
Grøn vækst er styrkeposition
Udover bevillingen fra Erhvervsministeriet var adm. direktør for Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang også til stede for at overbringe deres bevilling på yderligere 8,3 millioner, der skal være med til at styrke hele investormiljøet i den grønne energiteknologi i Sønderborg.
”Danmarks grønne omstilling kræver både teknologi – men i høj grad også tempo. Med støtten til STEAR investerer vi i et miljø, hvor forskning, industri og iværksættere sammen kan udvikle nye energiteknologier med globalt potentiale. Sønderborg rummer i forvejen nogle af landets stærkeste industrivirksomheder og samarbejdstraditioner – det giver et solidt fundament for at koble innovation med virkelighed. Det er netop gennem den slags partnerskaber, at vi styrker dansk erhvervslivs konkurrenceevne og gør den grønne vækst til en varig styrkeposition”, sagde Thomas Hofman-Bang.
Sønderborg kan være stolt
“Vi kan godt tillade os at være stolte af det, der sker her i Sønderborg. Denne investering styrker ikke blot vores landsdel, men hele landets position som frontløber inden for forskningsbaseret energiteknologi og grøn innovation. Investeringen vil bidrage til vores ambition om at skabe 2000 flere arbejdspladser, tiltrække talent og styrke iværksættermiljøet — til gavn for hele Danmark”, siger borgmester Erik Lauritzen.


