Børn og voksne havde det skønt på Red Barnets weekendlejr

Børn og voksne havde det skønt på Red Barnets weekendlejr
Privatfoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Red Barnets Familieoplevelsesklub har været på ferielejr med 28 børn og voksne denne weekend – og sikke én fantastisk oplevelse, det har været!

Dagen startede med en super hyggelig bustur, hvor der blev serveret lidt forplejning og ellers var kursen rettet mod en forlystelsespark, hvor alle fornøjede sig i mange timer med sjove og – for mange også – vilde forlystelser.

Det skriver Red Barnet Sønderborg.

Da de frivillige i løbet af dagen mødte nogle af familierne i parken, fortalte børnene med stor begejstring om, hvad de havde prøvet – og også med lidt stolthed i stemmerne. Ja, for nogle gik strømmen også, mens de sad i en forlystelse – men børnene var super seje og tog det med et smil. De blev spurgt om de vendte på hovedet, men det skete inden, de vendte på hovedet, så alt var godt.

Fornøjede og trætte samledes alle til is inden turen gik videre til Fredericia. Med sovende børn i bussen og glade og fornøjede familier var der tid til at slappe lidt af på overnatningsstedet, inden der blev serveret varm aftensmad. Derefter stod det på fri leg – imens nogle valgte at slappe af på værelserne valgte andre at fortsætte legen. Alt i alt en helt igennem fantastisk dag.

Dagen derpå kunne familierne frit vælge imellem badeland og/eller legepark – og sikke mange timer, der blev brugt på sjov leg og hygge.

Efter endnu en skøn dag – og med endnu en is i hånden – rettede klubben kursen hjemad og her kunne man virkeligt mærke, hvor god turen havde været for familierne. Et af børnene sagde, ‘der var ikke noget, hjælperne (læs: de frivillige), kunne have gjort bedre’.

Man kan ikke la’ vær’ at blive rørt over, hvor glade børnefamilierne er for at få disse oplevelser og ikke mindst, hvor taknemmelige de er. Det giver dem et afbræk fra hverdagens bekymringer, hvor de bare kan få lov at være. Det minder en om, at man skal huske på at fokusere på de positive ting i livet – for det man har fokus på, det vokser – vælg dit fokus.

Læs også...  Brandmandshockey i Hørup Hallen

GÅET GLIP AF .. ?