FC Sønderborg har spillet sig i toppen – klar til nyt opgør lørdag

FC Sønderborg har spillet sig i toppen – klar til nyt opgør lørdag
Pressefoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Efter et forår med både op- og nedture har FC Sønderborgs Jyllandsseriehold for alvor spillet sig ind i den tætte topstrid. Med fire runder tilbage af sæsonen ligger sønderborgenserne á point med Varde IF på førstepladsen – og drømmen om en oprykningsplads lever i bedste velgående.

Det er især i maj måned, at Sønderborg har vist format. Holdet har leveret sejre over både Herning Fremad, Sædding/G IF og Haderslev FK, og senest blev det til en stærk udebanesejr på 2-1 over Haderslev tirsdag aften. En sejr, der cementerede FC Sønderborgs status som et af rækkens mest formstærke mandskaber.

”Vi har ramt et rigtig godt kollektivt niveau, og spillerne arbejder stenhårdt for hinanden. Vores defensiv står stærkt, og vi skaber mange chancer i den anden ende. Det er en fornøjelse at være en del af lige nu”, siger cheftræner Martin Prokopek.

Men selvom pointene er væltet ind på kontoen i maj, er intet afgjort endnu. Hele fem hold ligger inden for tre point i toppen af rækken, og derfor er hver kamp nu en finale.

Allerede på lørdag kl. 13.00 gælder det næste opgave, når Bramming B kommer på besøg på LINAK Arena. Et hold, der tidligere på foråret vandt 2-0 over FC Sønderborg, og som trods en placering i bunden af rækken har givet flere tophold problemer.

”Vi glemmer ikke nederlaget i Bramming. Vi skal være klar fra første fløjt, for Bramming kæmper for overlevelse, og de har både fysik og fart. Det bliver en intens kamp, hvor vi igen har brug for opbakning fra alle på lægterne”, lyder det videre fra trænerstaben.

Med opgøret mod Bramming venter en vigtig hjemmekamp, hvor FC Sønderborg ikke bare skal forsvare sin topplacering – men også jagte revanche og tre nye point. Der er lagt op til en spændende fodboldeftermiddag i Guderup.

FC Sønderborg – Bramming B

Lørdag d. 31. maj kl. 13.00

LINAK Arena, Guderup

Entré: 25 kr. – mulighed for at vinde flotte præmier på kampprogrammet

Under 16 år: Gratis adgang

Læs også...  Krolfspillere fra Sønderborg vandt DM

GÅET GLIP AF .. ?