Søndag lukkede FC Sønderborg sæsonen med en sejr over Varde, men der ligger en pokalkamp og venter. I næste uge er der lodtrækning og så ved spillerne, hvem modstanderen er.
“Holdet skal spille Jyllandsserie 1 og ligger også godt i pokalturneringen. Vi har nået det, som vi har higet efter i mange år. Og holdets gode placering pokalen giver spillerne motivation til at træne hen over sommeren”, siger Jan Prokopek Jensen, der er banespeaker og meget mere på Linak Arena.
FC Sønderborg er rykket op i Jyllandsserie 1 – og det fejrede spillere og fans i går, søndag, på Linak Arena.
“Økonomien er nogenlunde på plads men der er brug for flere sponsorer. Blandt andet fordi vi skal bruge flere penge til blandt andet bus til udekampe. Det bliver noget dyrere, fordi de andre hold bor længere væk end dem, som vi mødte i Jyllandsserie 2”, siger Jan Prokopek Jensen til Nært & Nyt. Han er også med i sponsorudvalget.
Fejringen af oprykningen i går, søndag, kostede også penge, men Rema 1000 i Guderup, Hørup, Center Øst og på Nørrekobbel dækkede udgifterne til telt, borde, bænke, musik, præmier med mere.
Virksomheder, der har lyst til at give en håndsrækning til Jyllandsserie 1-holdet, der også i næste sæson spiller hjemmekampe på Linak Arena, kan ringe til de to sponsoransvarlige, Jacob Schmidt på telefon 2012 5958 og Jan Prokopek Jensen på telefon 2720 0201.


