Mandag aften var der Ladywalk og start- og målsted var igen SFS-hallen og det var SFS-hallens leder, Jonny Arnold, der bød velkommen til de 1279 forhåndstilmeldte deltagere og de godt 100, som tilmeldte sig kort før starten.
“Der er tre ruter. En på tre kilometer og så en rute på syv og en på 12 kilometer”, sagde han.
Der blev holdt en kort tale af Anette Tranekjer fra Hjerteforeningen:
“I år er der 25 år siden, der var Ladywalk for første gang og Ladywalk er siden blevet landets største endags-motionsevents og det er med startsted 16 steder i landet. Hvis vi lægger kilometerantallet for kvinderne sammen for os her i Sønderborg, så svarer det til, at én person går til Gibraltar og hjem igen. Tager vi kilometertallet for hele landet, så vil strækningen, hvis den skulle klares af én person, svare til fire gange rundt om Jorden”, sagde Anette Tranekjer.
Efter talen blev der delt pokaler ud til årets største hold – og det var Team Sydslesvig, der med hele 107 deltagere blev størst. Næststørst var Nordschleswiger med 42 kvinder til start og Linak snuppede en flot 3. plads med 32 motionsglade kvinder.
På pladsen og i SFS-hallen blev der spist ringridere, snakket og hygget – og Sønderborg Garden spillede lystigt for alle kvinderne – og førte også an et stykke af vejen i Ladywalk.
Ladywalk-kvinderne i hele landet gik for Hjerteforeningen og Endometriose Fællesskabet.
Der er Ladywalk igen den 31. maj næste år.


