Børneland kan i år fejre en historisk milepæl: Flere end 15.500 glade gæster har besøgt Børnenes Ringriderfest i Børneland, og der er dermed sat en ny publikumsrekord.
Med fest, grin, dans, cykelringridning, guldgravning, shows og masser af sommerglæde har børn og familier fyldt Ringriderpladsen med uforglemmelig energi hele weekenden.
“Det er helt fantastisk at se så mange glade børn og familier skabe minder sammen. Stemningen har været magisk fra start til slut, og gæsterne har virkelig taget Børneland til sig”, siger formand for Børneland, Jakob Bangsbo Boisen. i en pressemeddelelse.
Alle aktiviteter i Børneland er gratis, og både små og store gæster har været med til at løfte festen til et nyt niveau. De imponerende besøgstal er målt og registreret nøje ved indgangen.
“Vi har registreret over 15.500 besøgende gennem vores tællesystem ved indgangen. Det er helt utroligt at se, hvor mange der har valgt at lægge vejen forbi Børneland i år”, fortæller Anders Kryhlmann, it-ansvarlig i Børnelands komité.
Et arrangement i den størrelse ville ikke være muligt uden de mange engagerede frivillige.
“Vi skylder en kæmpe tak til alle de frivillige hjælpere, som har lagt hjerte og energi i at skabe en tryg, sjov og mindeværdig oplevelse for børnene. Uden dem var Børneland slet ikke muligt”, siger Jakob Bangsbo Boisen.
Med rekordmange gæster, perfekt vejr og smil overalt har Børneland i år vist, hvorfor det er blevet en elsket familietradition og en uundværlig del af den legendariske ringriderfest.


