Følg restaureringen af Hertugbyen – skridt for skridt

Følg restaureringen af Hertugbyen – skridt for skridt
Håndværkerne er i gang i Det Gamle Apotek. Pressefoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Nu kan både lokale borgere og besøgende komme helt tæt på restaureringen af Hertugbyen i Augustenborg. Med lanceringen af den nye Hertug-rute bliver det muligt at gå en tur gennem det helt særlige bevaringsværdige kulturmiljø i de historiske gader, se de første restaureringsprojekter og følge arbejdet med de gamle håndværk på byggepladserne.

Ruten fører gennem Storegade, og Slotsallé, hvor de første seks bygninger er under restaurering og videre gennem området omkring Augustenborg Slot, skrivver Hertugbyens Restaureringspulje.

Blandt projekterne er Hofgården, Det gamle Apotek og Det hvide gavlhus fra 1700-tallet og Sypigens hus og Storegade 10 fra 1800-tallet, som alle indgår i det det særlige kulturmiljø i Hertugernes Augustenborg.

Da hertugen opførte Augustenborg Slot, voksede samtidig en hel hertugby frem med boliger til hoffets embedsmænd, håndværkere og handlende. Gennem flere end 300 år er byen udviklet med nye byggestile, som tilsammen fortæller en enestående bygningshistorie.

Hertugbyens Restaureringspulje arbejder for at bevare og genskabe dette kulturmiljø gennem restaurering af omkring 60 bevaringsværdige og fredede bygninger i perioden 2025-2029. De første projekter er nu godt i gang, og flere følger i den kommende tid.

Ruten starter hvor man har lyst. Ved Louise Augustas Plads i Augustenborg kan man tage et oversigtskort over det bevaringsværdige område ved projektets skurvogn. Kortet kan også ses og printes fra www.hertugbyens-restaureringspulje.dk og det udleveres ligeledes flere steder i byen.

Med Hertug-ruten håber projektet at give både lokale og turister en guide til at opleve, hvordan historiske bygninger nænsomt bringes tilbage til deres tidligere styrke – og samtidig få et indblik i det traditionelle håndværk, der er med til at sikre kulturarven for kommende generationer.

Hofgårdens vindue males. Pressefoto

Læs også...  Deltag i konkurrencen om at blive Årets Æblekunstner

GÅET GLIP AF .. ?