Foredragskoncert om Den Store Krig

Foredragskoncert om Den Store Krig
Foto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 4 minutter

Slesvigske Musikkorps og Sønderborg Slots Rene Rasmussen sætter levende ord og lyd på sønderjyske soldater under Den Store Krig – og på den særlige sønderjyske soldaterkirkegård i Nordfrankrig.

Cirka 30.000 sønderjyder fulgte pligtens bud, da den tyske kejser indkaldte dem til krigstjeneste under Første Verdenskrig. 6.000 af dem vendte aldrig hjem, skriver Sønderborg Kommune.

Deres skæbner får nu en ny stemme og en ny klang. Museumsinspektør i Museum Sønderjylland René Rasmussen og Slesvigske Musikkorps inviterer nemlig sammen med Sønderborg Kommune til en unik foredragskoncert 18. marts klokken 19 på Sønderborg Slot.

Musikkorpset spillede til 100-året for soldaterkirkegården i den nordfranske by Braine. Her ligger 80 faldne sønderjyder. Til lejligheden skænkede de fire sønderjyske kommuner et særligt værk, som Slesvigske Musikkorps uropførte. Det er det værk, publikum får fornøjelsen af til foredragskoncerten, hvor også Første Verdenskrig-ekspert René Rasmussen løbende vil fortælle om de sønderjyske soldater.

I tale og toner

Der er tale om en engangsforestilling. Orkester og foredragsholder skiftes ad. Arrangementet er delt i tre temaer. Først ’Pligtens tunge bud’ – hvorfor stillede de dansksindede sønderjyder op, da de blev indkaldt?

Dernæst ’I krig for fjenden’ – hvordan oplevede de krigen, og hvordan kunne sønderjyderne kende hinanden mellem de mange andre soldater?

Og sidst ’Slumrer sødt i Slesvigs jord – begravet i Braine’ – om den særlige kirkegård, som Frankrig donerede jord til efter krigen.

Få et enestående indblik i, hvordan Første Verdenskrig (også kaldet den Den store Krig) påvirkede hele Sønderjylland. Koncertbilletten giver også adgang til Sønderborg Slots særudstilling, Sønderjyderne og Den store Krig, som Rene Rasmussen har udviklet. Fra klokken 18 er han selv til stede i udstillingen og vil besvare spørgsmål.

Foredragskoncerten er blevet til i et samarbejde mellem Sønderborg Kommune, Museum Sønderjylland og Slesvigske Musikkorps.

Det koster 90 kroner for voksne, børn halv pris. Der er rabat for årskortholdere og for medlemmer af henholdsvis SMUKs støtteforening og Historisk Samfund for Als og Sundeved.

Køb billet på Museum Sønderjyllands hjemmeside.

Fakta om kirkegården i Braine

Forbindelsen mellem Braine og Sønderjylland daterer sig tilbage til tiden lige efter 1. verdenskrig. I 1924 indvies den Sønderjyske Kirkegård med 79 krigergrave.

Der var i Sønderjylland et stærkt ønske om at have en sønderjysk/dansk kirkegård for de faldne sønderjyder, der ellers lå begravet på tyske krigskirkegårde.

Den Sønderjyske Kirkegård har over tid udviklet sig til at blive et fælles mindesmærke for de sønderjyder, der faldt i 1. verdenskrig. En krig, hvor sønderjyderne kæmpede for en sag, der ikke var deres.

Kirkegården har i mange år bestået af 79 grave, men i 2024 hvor kirkegården runder de 100 år, blev endnu en sønderjyde begravet på kirkegården.

Under et gravearbejde ved Verdun i Frankrig stødte man på liget af en falden tysk soldat. På soldatens delvist bevarede identifikationsmærke fandt man de nødvendige spor til at identificere ham som Erik Petersen Skøtt fra Haderslev. Erik Petersen Skøtts slægtninge ønskede, at han blev bisat på Den Sønderjyske Kirkegård. Denne bisættelse fandt sted i forbindelse med 100-års jubilæet. Med bisættelsen blev der skrevet endnu kapitel i historien om Den Sønderjyske Kirkegård, et sted der fortsat binder fortid og nutid sammen gennem minderne og respekten om det, der er gået forud.

Skyttegrav ved Lombardzyte i Flandern i 1916. Foto: Museum Sønderjylland

Læs også...  Morgensang i Sct. Marie Kirkes sognegård

GÅET GLIP AF .. ?