Formandskabet i SONFOR reagerer på udtalelser fra direktøren i Sønderborg Varme.
Tidligere i dag skrev Sønderborg Varme i en pressemeddelelse, at bestyrelsesformanden i SONFOR havde skrevet på de sociale medier, at selskabet sammen med Sønderborg Varme allerede to gange har undersøgt muligheden for en sammenlægning og etableringen af en forbindelsesledning mellem Guderup og Augustenborg. Det er, ifølge Erik Wolff, direktør i Sønderborg Varme, ikke korrekt:
”Selvom Sønderborg Varme ikke er part i den aktuelle diskussion, og i udgangspunktet ikke ønsker at blive trukket ind debatten, føler vi os kaldet til at til at korrigere nogle af de urigtige oplysninger, der er blevet fremsat. Det er rigtigt, at der er gennemført tekniske beregninger af, hvad det vil koste at binde fjernvarmesystemerne i kommunen sammen – og at disse opdateres netop nu. Men det er vigtigt at slå fast, at en egentlig sammenlægning af SONFOR Varme og Sønderborg Varme aldrig er blevet undersøgt”, siger han i en pressemeddelelse.
Formandskabet ser anderledes på sagen
“Vi kan fra SONFORS side forstå, at Sønderborg Varmes direktør ikke mener, at der er lavet beregninger på en sammenkobling og ledning mellem SONFORs og Sønderborg Varmes net. Det er ikke korrekt”, siger formand Ellen Trane Nørby og næstformand Tom Hartvig Nielsen fra SONFORs bestyrelse i en pressemeddelelse
De beregninger er lavet to gange i denne periode og også aftalt opdateret igen.
“SONFOR har tidligere ønsket de eksterne rapporter offentliggjort og det ønsker vi stadig. Med meldingen fra Sønderborg Varme i dag går vi ud fra, at rapporterne nu kan lægges offentligt frem til alles læsning”, siger de.
Sønderborg Varme reagerer
De ord har fået Sønderborg Varmes direktør, Erik Wolff, på banen igen.
Sønderborg Varme er bekendt med, at formandskabet hos SONFOR på de sociale medier har kommenteret på vores pressemeddelelse, som vi udsendte tidligere i dag. Vi skal i den forbindelse blot gøre opmærksom på, at en sammenlægning og en sammenkobling i den aktuelle debat dækker over to forskellige ting:
En sammenlægning refererer til en sammenlægning af to fjernvarmeselskaber til ét, altså en fusion
En sammenkobling refererer til, at to uafhængige fjernvarmeselskabers ledningsnet kobles fysisk sammen, men at de to selskaber hver især drives videre som uafhængige selskaber.
Selvom vi egentlig mener det fremgår klart af pressemeddelelsen, skal vi i den forbindelse præcisere, at Sønderborg Varme fuldt ud anerkender, at vi sammen med SONFOR Varme tidligere har regnet på økonomien i at sammenkoble de tro fjernvarmenet via en ledning mellem Guderup og Augustenborg, og at vi p.t. genbesøger den beregning. Men det ændrer ikke på, at der ikke er regnet på økonomien i en egentlig sammenlægning, fusion, af de to fjernvarmeselskaber.
Derudover har vi ingen kommentarer.
På Nært & Nyts Facebookside skrev Ellen Trane Nørby følgende under opslaget med debatindlægget ‘Skal Nordals og Sønderborg have fælles varmeselskab?’
“SONFOR har allerede to gange over den seneste periode sammen med Sønderborg Varme undersøgt en sammenlægning og omkostningerne til en ledning mellem Guderup og Augustenborg. Disse beregninger er lavet af ekstern tredjepart som Jørgen Jørgensen spørger til. Desværre har de ikke vist en positiv businesscase”, skrev hun tirsdag.
I dag, onsdag tilføjede hun yderligere:
“Jeg kan forstå at sætningen ‘undersøgt en sammenlægning og omkostningerne til en ledning mellem Guderup og Augustenborg’ læses som fusion. Det er ikke sådan den er tænkt/skrevet eller skal læses. Det er sammenkobling mellem de to fjernvarmenet og prisen herpå, herunder i forskellige samarbejdsscenarier, der er undersøgt eksternt af to omgange. Ordet sammenkobling er nok en mere præcis formulering”.


