Politi har sigtet to mænd 29 og 35 år, begge fra Sønderborg Kommune, for et forsøg på hjemmerøveri begået torsdag eftermiddag i Rinkenæs.
De tre personer har en indbyrdes relation. Der har derfor ikke været tale om, at hændelsen har været rettet mod en tilfældig borger, skriver politiet i en pressemeddelelse.
De to personer har været anholdt, men der har ikke været grundlag for at fremstille dem i et grundlovsforhør.
De er derfor blevet løsladt, men er fortsat sigtede i sagen.
Politiet søger i vidner, som måtte have set eller bemærket noget mistænkeligt i området ved Sejrvej i Rinkenæs torsdag omkring kl. 16.30. Borgere med oplysninger kan kontakte politiet på telefon 1-1-4.
Den Mobile Politistation vil i dag, fredag, frem til klokken 13.00 være til stede nær den lokale skole i Rinkenæs. Her er borgerne velkomne til at henvende sig, hvis de har oplysninger i sagen, eller i øvrigt har behov for at tale med politiet.


