Gammelt Nyt: Aprilsspøg var tæt på at være en kendsgerning

Gammelt Nyt: Aprilsspøg var tæt på at være en kendsgerning
Det blev en bro og ikke en tunnel. Foto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Lokalhistorisk Arkiv i Sønderborg skriver:

Det kunne – sikkert uden ophavsmændenes viden – have været en kendsgerning i årene lige efter 1910. Sønderborg Ugeavis bragte i 1996 en historie om hemmelige forhandlinger om bygning af en tunnel under Alssund og skrotning af Chr. Xs Bro – det var aprilspøgen.

Sådanne forhandlinger har imidlertid fundet sted og også i april måned. Det var bare i året 1910. Byen var på det tidspunkt inde i en rivende udvikling. Den nybyggede Marinestation og Skibsartilleriskole – Kasernen – havde medført en fordobling af indbyggerantallet.

Havnetrafikken var øget ganske betydeligt. Selv om gennemsejlingsbredden i 1907 var gjort betydeligt større på pontonbroen, Frederik VII’s Bro, og den var blevet motoriseret, var broen en hindring for trafikken både til lands og til vands.

Der foregik intet byrådsmøde uden, at der var broproblemer til behandling.

Uanset, at byen i forvejen havde ydet en overordentlig økonomisk indsats for at tilfredsstille betingelserne for at være Tysklands nordligste marinebase tog man initiativ til at forbedre forbindelsen til fastlandet.

Hurtig undersøgelse af mulighederne

Magistraten sendte 4. april en skrivelse til det firma, der har bygget den første tunnel under Elben i Hamborg. Firmaet var, Philipp Holzmann & CE Frankfurt am Main, de svarede den 14. april, at de ville lade deres overingeniør Rheindorff aflægge byen et besøg i slutningen af måneden.

Da ville han alligevel være i Hamborg. Han kunne så orientere sig om de stedlige forhold og give et overslag over de omtrentlige omkostninger.

I en senere skrivelse meddeltes, at hr. Rheindorff ville ankomme lørdag den 30. april kl. 17. Overingeniøren har øjensynligt kunnet sit kram, for allerede den 25. maj kunne magistraten sende en meget udførlig beretning til Skibsartilleriets Inspektion vedrørende Rheindorffs undersøgelser.

Mulige tunneller

Slotsgabet, der er det smalleste sted, har en vanddybde på 14 meter og ikke som antaget 16 meter. Der er så beskrevet to slags tunneler, en Rampentunnel og en Schachttunnel med elevator.

Rampetunnelen blev anslået at ville koste 6,22 millioner Mark. Driftsomkostningerne ville være ringe, men anlægning meget besværlig på grund af den betydelige dybde og det stejlt stigende gadenet på begge sider af sundet.

Skakttunnelen blev anslået at koste 4,55 millioner Mark. Altså en hel del billigere, men hertil kom betydelige driftsomkostninger ved den elektriske elevatordrift.

Butiksejere var imod en højbro

Hvad der så mere sker – ud over, at admiral Herm. Jacobsen svarer, at han i nærmeste fremtid vil tage en samtale med borgmesteren – står hen i det uvisse. Hverken i byens eller Landsarkivets arkivalier har de frivillige i Lokalhistorisk Arkiv kunnet finde nøglen fortsættelse.

De ved imidlertid, at magistraten også har sonderet terrænet for bygning af en højbro fra Helgolandsgade til Skrænten. En sådan bro ville have fået en passende gennemsejlingshøjde.

Byens handlende var imidlertid imod en sådan plan – så ville kunderne jo blive ledt uden om byen.

Krigen 1914-18 satte desværre en stopper for de modige og fremsynede planer, det daværende byråd havde. Man kan så trække lidt på smilebåndet over det ’generøse’ tilbud fra staten i 1920, om at ville bekoste en kædetrukken færge til aflastning af pontonbroen.

Heldigvis var lokalpolitikerne klogere og fik gennemtrumfet bygningen af Chr. Xs Bro.

Begge broer i 1930. Foto: Arkiv.dk

 

Læs også...  Luciaoptog i Borgen

GÅET GLIP AF .. ?