Lokalhistorisk Arkiv Sønderborg fortæller:
I begyndelsen af 1900-tallet gjort en stor indsats for at få en skibsartilleriskole til byen, som de tyske rigsmarinemyndigheder havde indikeret skulle placeres i Nordslesvig, og i det følgende fortæller Lokalhistorisk Arkiv i Sønderborg, hvordan det blandt andet resulterede i en ny bydel.
Sønderborg var omkring år 1900 en by med knap 6.000 indbyggere, hvilket den havde været i næsten 40 år, men da magistraten allerede 1904 havde fået vished for, at marinestationen virkelig kom til Sønderborg, fandt der en kraftig, overordnet styret udbygning af byen sted.
Byens dengang under 700 huse lå inden for de skanser, som preusserne havde anlagt efter krigen i 1864,hvor man forventede et modangreb fra dansk side – bortset fra Mølby, der først blev indlemmet i købstaden 1871, er det kun købstadens areal 1864,som er omsluttet af skanserne, der dog ikke havde nogen militær betydning efter 1880erne.
Manglede boliger
Marinestationen betingede dog en kraftig udbygning af beboelsesmulighederne, hvor de tyske myndigheder især var ihærdige for at sikre sig ordentlige ejendomme til officererne, der primært slog sig ned på Jomfrustien og den nyoprettede Prinz Heinrich Strasse, i dag Engelhøjsgade, der var opkaldt efter kejserens bror. Også de øvrige ansatte ved marinestationen samt de embedsmænd, håndværkere, arbejdere og andre, der uvilkårligt ville komme til byen ved et så stort projekt, skulle sikres boliger.
Magistraten forsøgte at styre udviklingen ved at købe jord inden for skanserne. Af Chr. Karberg erhvervede man således i september 1904 jord, der kunne bidrage til udbygning af den lille ‘schmidske vej’ samt Løngang. Fire måneder tidligere var det i øvrigt besluttet, at den lille vej, der ville blive tilkørselsvej til marinestationen, i stedet for skulle have navnet Adalbertstrasse – opkaldt efter kejserens broder. Det tog imidlertid nogen tid, inden det nye navn slog igennem. I dag hedder gaden Helgolandsgade.
I forbindelse med udbygningen af Løngang blev også en del af Kasinohaven bag Perlegade inddraget. Også et køb af jord fra gartner Nicolaisen til udbygning af Gärtnerstrasse – Østergade – blev prioriteret højt, ligesom der blev opført adskillige pompøse nybygninger på Kaiser Wilhelms Allé, Kongevej, der ved århundredskiftet kun var bebygget i begrænset omfang.
7.000 sønderborgere
I 1905, hvor byen passerede et indbyggertal på 7.000, blev også Voldgade udbygget. Og en 5 meter bred jordstribe, der kunne danne forbindelsesvej mellem Perlegade og Løngang, kostede samme år købstaden 1.500 mark i erstatning til bagermester Otten. Forbindelsesvejen fik i øvrigt navnet Brandtsgade efter en legatstifter af dette navn.
Den nødvendige, kraftige byggeaktivitet og det begrænsede udbudsmateriale af jord medførte en kraftig stigning i jordpriserne, der i løbet af kun ét år – fra foråret 1904 til 1905 – steg fra 2 til 5 mark pr. kvadratmeter for kommunale grunde. I privat handel kendes priser på op til 20 mark.
På Dybbølgade, der også hørte under købstaden, men af mange blev betragtet som værende et mindre attraktivt kvarter – vel nok på grund af pontonbroen – steg priserne i samme periode fra 50 pfennig til 1 mark pr. kvadratmeter.
Skanserne brydes
Allerede i efteråret 1904 stod det imidlertid magistraten klart, at skanserne måtte brydes for at få tilstrækkelige muligheder for udbygningen. Og på et møde i magistraten den 2.-3. november blev det besluttet at anlægge et “arbejderkvarter” på Sønderborg Ladegårds areal, syd for stien til Kathrinelund. Prisen for jord skulle være 1 mark pr. kvadratmeter.
Købstaden havde allerede 1855 – ved den fremsynede borgmester Hilmar Finsen, der netop var interesseret i jord til en eventuel senere udbygning – erhvervet Ladegården, der fortsat blev drevet ved en forpagter.
I første omgang fik den vestligste del af stien til Kathrinelund navneforandring til Goethestrasse – opkaldt efter digteren, der levede 1749-1832. Den blev forbindelsesvej fra Kongevej til arbejderkvarteret.
To samtidig anlagte tværgående veje fik også navn efter tyske digtere, nemlig Uhland og Lessing, mens en lille parallelgade til Goethegade blev opkaldt efter Schiller, der i sin tid bl.a. havde fået økonomisk støtte fra hertugen af Augustenborg.
En sådan udbygning var imidlertid ikke billig, idet en brolægning med småsten og overjordisk afvanding kostede henholdsvis 28.000, 10.000. 7.500 og 8.000 mark for de fire veje – lidt mere end købstaden årligt fik hjem i skatter!
De to tværgående veje kom derfor i første omgang kun til at gå fra Goethe- til Schillerstrasse.
Byggeplanerne for marineområdet og Ladegårdens mark var blevet tegnet af arkitekt Schlichting fra Flensburg, der også er kendt for at have tegnet Ahlmannskolen.
Efter datidens preussiske regler skulle byplanerne godkendes – ikke blot af købstadens kollegium, men også af den slesvig-holstenske regeringspræsident, der i den forbindelse lod sig repræsentere af landsbygningsinspektør von Peutz og regeringsråd dr. von Rautenberg Garczynski.
Let svungne linjer
Ved deres besøg betonede den tilforordnede dr. Krey, at man ikke havde anvendt rette, men let svungne linjer – i øvrigt et typisk tegn for den nye stil, Jugendstilen – der prægede Schlichtings arbejder, og sammen med den manglende symmetri og en ofte varierende gadebredde kendetegnes af uhøjtidelige og meget forskelligartede – men ofte ikke særlig trafikvenlige – gadekryds.
Oprindelig måtte der ikke bygges dobbelte beboelseshuse i arbejderkvarteret, men allerede kort tid efter at de første huse var bygget, blev der givet tilladelse til opførelse af såvel dobbelthuse som større ejendomskomplekser i kvarteret.
Som et lille kuriosum kan nævnes, at man i foråret 1905 udbød anlæggelse af gas- og vandledninger til kvarteret i offentlig licitation. Goy, Ulkebøl, var billigst med et tilbud på 1 mark pr. meter, mens Timpe og Bertelsen ville have 20 pfenning mere
Flere af magistratens 16 medlemmer mente, man burdeacceptere tilbudet fra Sønderborgffirmet, der kun var uvæsentligt dyrere og dermed støtte det lokale firma.
Den protektionistiske tilgang, der også sætter forholdet mellem land og by i relief, blev afvist af et flertal og håndværkeren fra landkommunen fik opgaven.
Arbejderkoloni
Købstadens byggekommission var ked af betegnelser som eller lignende, idet man frygtede, at navnet ville afholde mange fra at bosætte sig i kvarteret. I stedet foreslog de navnet Ostervorstadt – Østerforstaden. Denne, vel lidt kluntede betegnelse var der dog ikke stemning for. J. C. Nissen foreslog i stedet “Stadtfeldt” – bymarken – medens den tilforordnede, advokat Alexandersen foreslog “Neustadt” – Nystaden – og det navn blev accepteret.
Byens vækst fortsatte – 1908 passerede byen et indbyggertal på 10.000 – og Geibelstrasse – Hilmar Finsens Gade – parallelt med Goethegade og udgående fra Kongevej, blev anlagt og Også henregnet til Nystaden, hvor Uhlandstrasse blev forlænget mod syd.
Sønderborg i vækst
I tiden fra 1900 til 1910 steg indbyggertallet som nævnt kraftigt – fra 5.529 til 10.042, hvoraf ca. 20 procent havde tilknytning til marinestationen. Antallet af huse steg i samme periode fra 663 til 910 – og der skete en stigning i antal husstande fra 1.221 til 1.903.
Heraf lå der i Nystaden 55 huse med i alt 172 husstande.
Den kraftige vækst i befolkningen blev primært rekrutteret sydfra og medførte en kraftig fortyskning af byen, hvor der ellers omkring århundredskiftet, ifølge valgtallene til rigsdagen, var stort set lige så mange danske som tyske stemmer.
Forholdet mellem dansk og tysk
Hvordan forholdene mellem de to sprog så ud i 1910 kan vanskeligt afgøres, idet Socialdemokratiet med deres internationale indstilling fik en stadig større betydning ved rigsdagsvalgene, og i 1912 fik partiet endog flere stemmer end det danske mindretal.
I Nystaden har der også været et klart tysk flertal, hvilket også kan ses af den tyske påvirkning af flere huse i kvarteret. Det kan imidlertid ikke entydigt afgøres, hvor stor den danske og den tyske befolkningsgruppe har været, idet en person med et tysksproget navn godt kunne være dansk – og – hvad der vel nok har været mere hyppigt – en person med et dansk navn har været primært tysksproget.
På basis af familioverhovedets navn kan den danske andel af kvarterets befolkning anslås til maksimalt 43 procent, men i virkeligheden har tallet været væsentligt lavere og Nystaden må derfor nok siges at have været et af de mest tyskorienterede områder i byen.
Den største befolkningsgruppe tegnede de ansatte ved marinestationen sig for med 27 procent. 22 procent var arbejdere, mens 20 procent var ansat i liberale eller offentlige erhverv. Håndværkerstanden udgjorde 19 procent, der var 5 procent selvstændige næringsdrivende og 7 procent i diverse-gruppen – primært enker og lignende.
Næsten alle ansatte ved marinestationen må siges at være af tysk herkomst, mens der til gengæld var mange danske navne i arbejdergruppen – og blandt enkerne.
Den tendens har nok i det hele taget været karakteristisk for udviklingen i Sønderborg i den sidste tid under tysk herredømme: De militære eller overordnede offentlige embeder blev primært besat med indvandrere sydfra, medens en stor del af de ufaglærte arbejdere var tilflyttere fra landdistrikterne.
Genforeningen 1920
Efter genforeningen fik alle gader i Sønderborg danske navne. I Nystaden fik Goethe fortsat lov til at lægge navn til en vej, medens de tyske digtere Uhland og Schiller måtte vige til fordel for de danske Oehlenschlæger og H. C. Andersen. Flere danske digtere har repræsentanterne for det nye styre åbenbart ikke kendt – for Lessingstrasse fik navnet Blomstergade – og det navn kom senere også til at gælde for gadens forlængelse mod syd!
Efter først den tyske afmilitarisering og siden genforeningen med Danmark var Sønderborg præget af en kraftig tilbagegang i folketallet, og man skal hen til midten af 1920erne, før byen atter passerede de 10.000 indbyggere. Først herefter fortsatte udbygningen af det kvarter, der af byens lidt ældre befolkningsgruppe stadig kaldes Nystaden – også selv om Sønderborgs vækst er fortsat, hvorved det ’gamle’ arbejderkvarter faktisk er kommet til at ligge midt i byen!
