Lokalhistorisk Arkiv i Sønderborg fortæller:
Mindestenen over admiral Bredal ved Verdens Ende er en stor granitsten, Når man går langs vandet kan man ved gavlen af SSM’s klubhus se, den står lidt tilbagetrukket fra vejen. På stenen står følgende: ’Om bord på sit skib faldt admiral Peter Jensen Bredal den 14. december 1658, da Als i svenskekrigen blev befriet”.
Da den overvejende del af de mindesten, der står rundt omkring i vores egn, har tilknytning til kampene i treårskrigen eller 1864, vil mange, der passerer stenen, sikkert undre sig over den og stille spørgsmålet: Hvem var Bredal og hvilke begivenheder førte til, at han faldt her ved den alsiske kyst.
Vi er så heldige, at arkiverne har et og andet at fortælle om denne gæve søulk, der formentlig er født i Ditmarsken; fødselsåret kendes ikke.
Han kom til at gøre tjeneste i flåden og steg hurtigt i graderne. 1653 nævnes han som kaptajn, 1657 som ekvipagemester på Holmen, og samme år blev han udnævnt til eskadrechef. 1658 udnævntes han til viceadmiral, og Bredal deltog så at sige i alle søkampe i disse urosår.
Han var med til at hjælpe hollænderne gennem Øresund den 29. oktober 1658, og under belejringen af København var han også meget virksom. Bredal havde en bemærkelsesvis karriere, der vidner om mod og initiativ og det var derfor en af de bedste officerer i Frederik IIIs flåde, der fandt døden ved Sønderborg den kolde vinterdag 1658.
Men hvorfor just Sønderborg?
Als med Sønderborg har altid haft en strategisk betydning for enhver fjendtlig hærstyrke, der rykkede op gennem den jyske halvø. Og som sådan blev Als med slottene i Sønderborg og Nordborg i den første halvdel af det 17. århundrede gentagne gange overrendt af fjendtlige lejetropper af alle mulige nationaliteter. Mellem de forskellige krige blev byen og øen flere gange belagt med danske tropper, der hærgede befolkningen mindst lige så meget som fjenderne.
Da den svenske konge, Carl Gustav, efter at danskerne havde erklæret ham krig, i 1657 gik over den holstenske grænse og stormede op gennem Slesvig og Jylland, besatte han næsten som en selvfølge også Als, hvor slottene i Sønderborg og Nordborg blev belagt med stærke tropper; derved blev Sønderborg havn svensk flådestøttepunkt, som en stor den af den svenske flåde benyttede som vinterhavn i den hårde vinter 1657-58. Også det svenske kongeskib lå for anker her.
Finn Askgaard citerer i sin bog, Kampen om Østersøen 1654-60, breve fra den svenske admiral Wrangel, der befandt sig godt her vinteren.
Carl Gustav indtog det nyopførte Frederiksodde – Fredericia – og bredte sig over hele Jylland og Fyn for, da det blev hård vinter med frost, at gå over isen til Sjælland. På dansk side var der – som sædvanlig – næsten intet, der fungerede. Bredal lå indefrosset med sit skib på Nyborg Fiord trods svenskernes anstrengelser for at entre ham slog han angrebene tilbage og kom ud i Storebælt, hvor der var klart vand. En bedrift, der siger noget om manden og hans kampvilje.
Svenskerne blev bange for at miste øen Als og for at forstærke besætningen, gav Carl Gustav den 23. september 1658 en af sine dygtigste officerer, oberst Rutger von Ascheburg, ordre til at bryde op fra sit kvarter i og omkring Horsens, marchere mod Frederiksodde og der indskibe sig for Sønderborg, hvor han skulle overtage kommandoen over den ca. 1.000 mand store besætning og sørge for at holde byen og øen længst muligt. Han fik også ordre til at sørge godt for enkehertuginden på Sønderborg og herskabet på Nordborg slot.
Carl Gustav gav også ordre til, at der under kommando af Clas Ugla blev sendt en flådeafdeling til støtte for Ascheberg.
De allierede rykkede ind på Sundeved, hvor kurfyrsten opslog sit hovedkvarter i Dybbøl præstegård.
Bredal var i København, hvor han den 4. november fik ordre til med sine fire små krigsskibe samt alt, hvad han kunne samle af transportskibe – i alt 60 – at gå til Flensborg eller Sønderborg, hvor han skulle tage kurfyrstens tropper om bord og transportere dem til Fyn og Sjælland.
Man havde ingen proviant at forsyne ham med, men i stedet fik han breve med til de lokale myndigheder om, at de skulle forsyne ham med alt, hvad han behøvede.
Herefter sejlede han fra København. Først prøvede han at gå nord om Sjælland, men på grund af modvind vendte han om og stod gennem Drogden sydpå, men man kender ikke nærmere til hans færd de næste fire uger.
Kom kun med krigsskibene
Den 4. december 1658 er Bredal ved Sønderborg med sine fire krigsskibe – transportskibene må han have efterladt enten ved Christianspris ved Kielerfjorden eller i Flensborg Fjord, hvor der lå nogle skibe i forvejen.
De første skibe af Clas Uglas eskadre var også kommet frem og blev angrebet af Bredal. Et svensk skib løb på grund, og i et forsøg på at entre det, blev Bredal ramt af en kanonkugle.
Dødelig såret blev han ført om bord på et skib, der sammen med de andre danske skibe flygtede til Flensborg Fjord, og i Flensborg døde Peter Bredal to dage senere.
Imens var det lykkedes brandenburgerne og polakkerne at gå over Alssund. Med kirkegården som brohovede stormede de mod slottet, hvor svenskerne i første omgang holdt stand. Hele Clas Uglas eskadre var dog ankommet i mellemtiden, og om natten roede Clas Ugla i en lille båd ind til slottets sydmur. Han aftalte med Rutger van Ascheberg, at de indesluttede svenskere skulle bryde et hul i muren ud mod vandet for derigennem at blive evakueret til de svenske skibe.
Svenskerne flygtede
Som sagt så gjort, og mens hovedparten af den svenske besætning med held forsvarede slottet mod kurfyrstens tropper, gik andre i gang med at slå hul på syd. Og om natten blev hele den svenske besætning med våben og sadeltøj ført ud til den svenske eskadre i små både for den næste dag at blive landsat i Fåborg.
Det eneste, svenskerne efterlod sig, var deres ca. 1.000 heste samt en hilsen, som enkehertuginden skulle overbringe til Der grosse Kurfurst. Denne havde nemlig ladet Ascheberg vide, at han ville lade de polske tropper flå bælgen af ræven, Ascheberg, når de havde indtaget slottet. Aschebergs hilsen om, at ’ræven havde både bælg og svans i behold, men at kurfyrsten havde fået så lang en næse, at den kunne nå helt til Berlin’, har enkehertuginden dog næppe bragt ordret videre!
De allierede tropper besatte slottet og byen. De blev efter et kort tidsforløb afløst af et dansk troppekontingent.
Mindestenen står forkert
Hermed er historien om Peter Jensen Bredal og Sønderborgs besættelse under svenskekrigene slut. Vi begyndte imidlertid med mindestenen, og der skal derfor også sluttes med stenen, som jeg desværre må erkende, at det trods ihærdige efterforskninger ikke er lykkedes mig at finde ud af, hvornår er rejst.
Skulle nogle af læserne vide nærmere, vil vi i arkivet være meget taknemmelige for oplysninger om omstændighederne.
Det er imidlertid givet, at stenen står forkert placeret, idet kampene, hvori Bredal deltog, fandt sted syd for slottet, hvor de svenske skibe lå. Og det var også mod syd, Flensborg Fjord, de danske skibe trak sig tilbage, da de var blevet slået.
Og Bredal døde ikke – som angivet på mindestenen – om bord på sit skib, men som nævnt i Flensborg – af sår, som han fik, da han prøvede at kravle om bord på et grundstødt svensk skib.
Til gengæld er der ingen fejl i datoen, som man efter ovenstående måske skulle tro. Bredal blev efter den julianske kalender, der blev benyttet dengang, såret den 4. december 1658 – og efter den grogorianske kalender, der anvendes i dag, svarer det til den 14. december.
At Sønderborgs historie i de bevægede år i 1600-tallet ikke har vakt den opmærksomhed som senere og større begivenheder, er forståeligt, men hvis de gode stensættere havde gravet lidt mere i de kilder, der stadig findes om dette interessante afsnit af vor egns historie, ville de nok have placeret stenen anderledes – og forsynet den med en anden indskrift!
Redaktionen
På den forreste sten på billedet herunder står der:
På dette sted krydsede den polske hærfører Stefan Czarniecki og allierede styrker Alssund og befriede Sønderborg og Als for den svanske besættelse.
