Gammelt Nyt: Sjov i historie om en kongelig modtagelse – og om buler i kongens bil

Gammelt Nyt: Sjov i historie om en kongelig modtagelse – og om buler i kongens bil
Arkivfoto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Lokalhistorisk Arkiv leverer Gammelt Nyt, som er redigeret af Jens Dall:

Lokalhistorisk Arkiv i Sønderborg fik besøg af Kaj Gejl, der i en lang række år arbejdede hos H.K.Samuelsen A/S, som medarbejder på lageret og som gaffeltruckchauffør ved losning og lastning af skibe.

Kaj Gejl fortalte:

Indtil 1972 kom kongeskibet Dannebrog på besøg i Sønderborg havn hver sommer og lagde til ved Kongebroen. Op til ankomsten var der stort postyr på havnen. Jernbanesporene på kajen blev fyldt med sand, så de kongelige ikke skulle vælte i dem. Ligeså blev alt gods på kajen, dækket til med presenninger – for de kongelige måtte ikke se, at det var en arbejdsplads, de var kommet til.

Et år var der en smart pressefotograf der tog et billede af Slesvigske Regiment, der kom hver gang til kongemodtagelsen. Fotografen tog et flot billede af det opstillede regiment foran gødningskompagniet. På væggen stod: Det Danske Gødningskompagni – og ordene kom med på billedet over soldaterne.

Kong Frederik den 9. Foto udlånt af Lokalhistorisk Arkiv

Ved kongemodtagelsen det følgende år, kom der en otte til ti soldater fra kasernen med hvide lagner, der var sammensyede, så de kunne dække hele gavlen. Uden at få tilladelse fra ledelsen i gødningskompagniet, gik de op på taget for at hænge det ud over gavlen.

Men direktøren for fra firmaet satte en stopper for det, og soldaterne måtte derfor slukørede vende hjem til kasernen.

Kongeskibet Dannebrog lå altid ved Kongebroen i de seks uger kongefamilien opholdt sig i Gråsten. Kong Frederik den 9. kom ofte selv kørende ned til Kongeskibet, hvor han så opholdt sig et par timer, inden han returnerede til Gråsten. Kaj Gejl der deltog i losningen og lastningen af DFDS’ rutebåd, så ikke, at kongen kørte igennem det smalle stræde imellem H.K. Samuelsens lager og nabobygningen, og var så uheldig at bakke ind i kongens Bentley med sin gaffeltruck. Den Bentley, der var kongens favoritbil, som fik højre forskærm ødelagt. Den måtte efterfølgende på værksted hos P. Borne, hvor der blev monteret en ny forskærm, som kostede mere end en ny folkevogn!

Ifølge Kaj Gejl tog kongen hændelsen roligt og skældte ikke ud. Dog blev Kaj Gejl imponeret af kongens fremtoning, idet han var i sommerklæder, så man kunne se nogle af hans mange tatoveringer.

 

Læs også...  Åbent hus hos Hearts of Gospel

GÅET GLIP AF .. ?